Webanalyse
Thomas RosenstandTro det eller lad være – men her kommer endnu et gæsteindlæg. Denne gang er det fra Jacob Kildebogaard, der er “über-analyse-nørd” og matematisk helt ud i fingerspidserne. Her har vi dog fået ham ned på jorden, hvor jeg kan være med også. Og det skulle gerne inspirere dig til at tage analyse meget mere alvorligt, end du gør i dag. Skal vi ikke bare kaste os ud i en omgang webanalyse?
Tjen mere med webanalyse
Når du har læst dette blogindlæg, så vil du kunne tjene flere penge, blot ved at have lært ét udtryk og tal fra webanalyse verdenen.
Der er to dele du skal have styr på når der skal tjenes penge på nettet. Del 1 er at skaffe trafik til din hjemmeside. Mest muligt, og i højest mulig grad kvalificeret. Del 2 går ud på at konvertere trafikken til salg, dvs. få de besøgende til at købe.
SEO indgår i del 1, og jo bedre du ligger på søgemaskinerne, jo mere trafik får du ind. Men alt dette vidunderlige SEO-arbejde er så godt som spildt hvis dit site ikke er godt nok. Her kommer del 2 ind i billedet.
Som webanalytiker kender jeg til utrolig mange måder at benytte webanalyse til at optimere en hjemmeside, så den konverterer bedre. Det vil jeg naturligvis gerne lære dig, så du forstår hvor utrolig værdifuld viden det er muligt at få ud af sin webstatistik.
I dag skal du lære blot et eneste begreb og tal, og det er fuldstændig lige meget hvad værktøj du benytter. Dette ene tal vil bidrage til at du kommer til at tjene mere. Tallet er ”Bounce rate”.
Hvad er bounce rate?
Når en bruger ”Bouncer” betyder det at brugeren kun ser én side ved besøget. Dvs. brugeren kommer ind på sitet, ser den side han starter på, og forlader sitet igen med det samme.
Bounce rate angiver andelen af alle dem, som startede på siden, som kun ser den ene side og så forlader sitet igen. Dvs. hvis bounce raten er på 63%, så har 63 ud af 100 besøg kun set den side de startede på.
I den danske udgave af Google Analytics hedder Bounce rate ”Afvisningsprocent”, men oversættelsen er i mine øjne ikke korrekt, da de ikke afvises, men når at se en side.
Få værdi ud af bounce raten
Nu ved du hvad en bounce rate betyder, så derfor er det på tide at dykke ned i dit webstatistik program. Første rapport du skal dykke ned i er oversigten over de trafikkilder, som er betalte. Det kan være Adwords, et betalt link på et andet site, en bannerkampagne eller dine nyhedsbreve.
I Google Analytics ser tabellen således ud. Første kolonne viser mediet der har givet dig trafik, og sidste kolonne viser bounce rate. Sitet har haft 80 besøg fra kommunikationsforum.dk, og hele 80% har bouncet. Du har altså betalt for at få trafik fra kommunikationsforum, men kun 2 ud af 10 finder dit site interessant nok til at de vil se bare to sider? Der er nu to muligheder.
- Siden brugerne starter på er ikke god nok, og skal forbedres
- Siden brugerne starter på er forkert – du har en langt bedre side på dit site til netop disse brugere
Her kommer så det pokkers ved webanalyse. Bounce rate og alle de andre data fortæller dig sjældent hvad der er galt, og først nu begynder det store arbejde. Men webanalysen viser dig præcis hvor du skal sætte ind, så du har fokus på det helt rette sted, og samtidig kan du hele tiden se effekten af dine tiltag.
For at vide præcist hvor der skal sættes ind, så skal man vide hvor brugerne kom fra og hvor de kom hen på sitet. Hvis alle på kommunikationsforum.dk kom fra en side der beskrev nyhedsbreve, og alle startede på din forside, så er det værd at overveje om de skulle være ledt direkte ind til din produktside om nyhedsbrevsudsendelse? Alternativt bør du omtale nyhedsbreve på din forside. Det er blot at prøve sig frem, og se effekten i webstatistikken.
Et sted der er stor værdi at hente i forhold til bounce rate er dine betalte søgeord. Gå ind og se oversigten over dine betalte søgeord, og se bounceraten på disse. Fokuser på de ord, som har både høj bouncerate og høj trafikvolume. Hvis dit søgeord ”Shampoo” har en bouncerate på 80%, prøv at lave en søgning på ordet. Se først hvad der står i din annonce, og tryk derefter på den (de 5-10 kr. det koster dig må du betragte som værdifulde lærepenge). Nu kommer du ind på dit site, og hvad venter dig? En masse relevant indhold og produktinformation vedrørende shampooer, eller en forside hvor det ikke er til at finde produktet Shampoo i menuen?
Der er mange flere rapporter hvor du kan få værdifuld viden om dit site, og hvor du bør optimere for at få størst udbytte. Har du ikke tidligere arbejdet med webanalyse og benyttet dette til at optimere ud fra, så start stille og roligt, fx med bounceraten.
Og nej, en mindre bouncerate er ikke fuldstændig lig flere salg, men al erfaring viser det meget tydeligt. En trafikkildes konverteringsrate kan direkte tydes af bounceraten. Dvs. hvis bounceraten går ned, går konverteringsraten op.
Om forfatteren: Jacob Kildebogaard er kendt for sitet www.webanalytiker.dk hvor han deler ud af gode råd om webanalyse og webstatistik. De mest læste artikler viser hvordan man sporer nyhedsbreve og kampagner og artiklen der beskriver hvordan man bruger webanalyse til at undersøge om din hjemmeside er søgemaskineoptimeret.
Hvad siger du så? Skal du igang med at flække data fra Analytics, eller hvor du nu henter dem? God fornøjelse!
Rosenstand (og Kildebogaard) out!
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Musik på hjemmesider Forleden var der en gammel...
- Optimer din hjemmeside Nu må du ikke tro,...










Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



15. June 2009 - 23:47
Interessant artikel, eller, ihvertfald en god appetizer til at lære mere om emnet da det er begrænset hvor meget den når i dybden (man kan jo ikke fortælle alt på én side
).
En sætning bed jeg dog mærke i “Det er blot at prøve sig frem, og se effekten i webstatistikken.”… handler det ikke mere om at teste, som omtalt i forrige blogindlæg, end ved alm. trial and error
Men godt indlæg, det er interessant med nogle relevante gæsteindlæg, det giver god inspiration til ting der er værd at undersøge nærmere.
16. June 2009 - 06:33
Rigtig fint indlæg, og der er vist ingen tvivl om at han er lidt af en analyse-nørd ham Jacob.
Det undrer mig også stadig, at man i 2009 kan finde relative store virksomheder der slet ikke køre nogen former for statistik på deres website. Gad vide om de heller ikke tjekker salgstallene for deres sælgere?
16. June 2009 - 09:18
Tak for en god artikel. Det er helt forstået at man kan vinde meget på at have nogle gode landing pages. Men hvad når Google Analysis siger at jeg den seneste måned havde omkring 50000 besøg via ca 7500 forskellige landing pages? Så er det noget af en omgang at skulle optimere dette. Min bounche rate er ca. 60%, hvilket jo ikke er specielt godt, men spørgsmålet er om man kan forvente at det bliver ret meget højere. Mit site er primært et debatforum for Navision brugere, så mange brugere finder et dybt link via Google og læser så den siden. Forhåbentlig har de fået svar på det problem de har haft, men jeg ved det virkelig ikke.
16. June 2009 - 09:36
Har du prøvet at spørge dem, om de fandt, hvad de søgte?
16. June 2009 - 10:13
Jeg har ikke spurgt direkte. Der er allerede en “rating” på siden. Men jeg bruger (desværre) Community Server som på Amino, så man skal være logget ind for at bruge denne funktion. Eneste alternativ jeg kan tænke på er sådan en “pop-up” boks, der kommer op når man forlader sitet. Men dem bliver jeg selv ret irriteret over, så den har jeg hidtil undladt. Har du andre bedre forslag?
16. June 2009 - 10:28
Super fedt gæste-indlæg!
Bounce raten er helt klart første trin i at konverteringsoptimere sit site/sin shop, så de besøgende bliver til betalende kunder.
Jeg synes dog der mangler et punkt i forklaringen på hvorfor ens bounce rate er høj:
3) Man køber den forkerte trafik ind.
Jeg kan nemt skaffe et website 100.000 besøgende på en uge. Problemet er bare, at de alle leder efter noget med “paris hilton”. Her vil det måske være en bedre idé at stoppe med at købe trafikken, end det er at lave en optimeret landing page.
@erik: Når man på andre fora, knowledge bases, support sektioner osv. typisk ser en boks med “Was this usefull for you? Yes/No”, er det typisk for på en eller anden måde at kunne måle en “konvertering”. Måske du kunne bruge noget sådan? Eller en tydelig boks med “Keep an eye on this thread”, hvor folk kan få opdateringer per mail, hvis nogen skriver noget nyt.
16. June 2009 - 10:28
Lav en “survey” til alle brugerne – og udlod et eller andte i en lodtrækning for at besvare den. Spørg intelligent i den – så får du svar, du kan bruge til noget.
16. June 2009 - 10:34
Helt enig, Søren. Og at Paris Hilton kan give trafik, er der ingen tvivl om. Hun er også selv frisk til at udnytte mulighederne for at få lidt ekstra omtale – som dengang hun fik lov at bruge mit navn: http://twitpic.com/7j5l3
16. June 2009 - 11:56
@Søren: Ja det har jeg også. Desværre kræver Community Server (samme som brugt på Amino) at man er logget på systemet for at kunne “stemme”. Det samme gør “Keep an eye on this thread”.
@Thomas: mener du at denne skulle komme som et “pop-up” eller hvad, når brugeren er færdig med siden? Og hvad mener du selvom disse “pop-ups”, hvor folk spørgers om de ønsker nyhedsbrev etc. inden siden forlades. Når jeg skriver “pop-up” i anførelsestegn, så er det fordi jeg hermed ikke mener et traditionelt pop-up der åbner en ny side, men den slags “pop-up” der blot er et layer på siden.
Nu har jeg imellemtiden fået en anden idé, som jeg har set på andre sites og som er brugt på mange blogs, nemlig en “Related Posts” (findes jo også her). Og dette er faktisk en standard funktion i Community Server, trods den ikke er implementeret i deres standard templates. Så det vil jeg prøve mig med nu.
16. June 2009 - 14:08
De er edderirriterende – men de virker!
16. June 2009 - 15:11
Mange tak for kommentarerne. Jeg betragter prædikatet “nørd” som en positiv ting
Jeg har prøvet at holdet det super simpelt, og et sted alle kan starte. Der er mange flere muligheder med bounceraten. Prøv fx at tage top 10 landingpages uden kig på kilden, og se hvilke der har flest bounces. Det kan være interessant læsning, og viser tydeligt hvor der bør sættes ind.
Et site med mange landingpages er en større udfordring. Jeg har selv en bouncerate på omkring 60% på webanalytiker.dk, og det er jo skræmmende højt. Det er ikke nødvendigvis dårligt, for jeg har mange faste læsere, som jeg er glade for kun kommer ind og læser den sidste nye artikel.
Når man har mange landingpages skal man se på de mere generelle ting. Er der en god global menu? Bliver brugen ledt videre for oven og forneden på siden? Fx ved related posts eller som ing.dk gør i bunden af deres artikler (fem lækre billeder, og brugerne er solgt). Analytisk ville jeg sørge for at spore links væk fra sitet, for at se om brugerne benytter links væk til andre sites, og på den måde få dækket deres behov ved denne ene sidevisning på sitet.
I forhold til popup, så kan man rent teknisk ikke lave en layer popup ved exit, men spørg dem ved besøgets start, og bed dem vente med at svare. Fx kan 4Q bruges ganske gratis og let. Læs mere om det på http://www.webanalytiker.dk/2008/12/11/gratis-analysetools-gratis-brugertilfredshedsanalyse/
En sidste mulighed er at benytte Woopra til at starte en chat med nogle brugere, og på den måde går i dialog. Mere kvalitativ indgangsvinkel, men meget spændende input man kan få.
18. June 2009 - 16:18
Under alle omstændigheder tak for et godt indlæg både til Thomas og Jakob. Jeg har subscribe til jeres fremtidige blog indlæg via RSS, selvom det er noget træls at AVG (mit antivirus program) igen og igen tror at Thomas’ indlæg er SPAM! Træls! Træls, Træls!
14. July 2009 - 22:15
Interessant indlæg – Det sætter virkelig gang i tankerne og så er det jo bare at komme igang med at forsøge