Tyveri er også forbudt på internettet!
Thomas RosenstandDer er en underlig mekanisme, der træder i funktion hos en hel del mennesker, når der skal skrives tekster til en hjemmeside. Den mekanisme gør, at selv pæne og ordentlige mennesker transformeres til gemene tyveknægte, der – fuldstændigt mod bedre vidende – stjæler andre menneskers arbejde.
Når jeg vælger at skrive om netop dette emne, skyldes det, at Concept Interest mindst en gang månedligt er udsat for tyveri. I nogle ganske få tilfælde er tyvene uvidende om, at de overtræder dansk lovgivning, men i flertallet af tilfældene ved de udmærket, hvad de har “gang i”.
På vores hjemmeside har vi et overvågningssystem, som løbende overvåger internettet og undersøger, om der dukker kopier af vores tekster op på andre hjemmesider. Og det gør der ca. en gang månedligt – nogle gange hyppigere. Det kan være alt lige fra enkelte afsnit til hele sider, der er kopieret fra vores hjemmeside og benyttet på en konkurrerende virksomheds hjemmeside.
Det grelleste eksempel var en fuldstændig kopi af over 20 sider på vores hjemmeside. Tyven havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at ændre kundenavnene, så vores referencer fremgik pludselig hos en konkurrerende virksomhed. En anden gang kopierede et bureau hele vores forside og lagde den på en side på deres hjemmeside – uden at ændre ét komma.
I forrige uge var den så gal igen. En lille sjællandsk virksomhed fandt åbenbart vores tekster om søgemaskineoptimering så gode, at de valgte at kopiere dem og benytte dem på deres hjemmeside.
Vi har to fremgangsmåder, som vi benytter, når tyveknægtene har været på spil. Er det en meget lille virksomhed, der har bestjålet os, sender vi dem en mail, hvor vi kræver det stjålne indhold fjernet inden for en kort tidsfrist – og ellers videregives sagen til vores advokat. Er det større virksomheder, der har bestjålet os, sender vi sagen direkte til advokat.
Når sagerne lander hos vores advokat, sker der følgende: Advokaten kontakter tyven med krav om fjernelse af det stjålne fra tyvens hjemmeside. Derefter rejses et krav om honorar og erstatning, der typisk ligger på mellem 10.000 og 30.000 kr. – afhængigt af omfanget af tyveriet. Vi har indtil nu kørt otte af disse sager, og samtlige otte er vundet, og tyvene har betalt den krævede erstatning – eller tæt på det krævede beløb.
Det er os en gåde, hvad der sker i hovedet på de mennesker, der stjæler vores tekster. Der er altid tale om reklamebureauer eller webbureauer, og det må formodes, at branchefolk kender til lov om ophavsret. Og skulle de ikke gøre det, burde de kunne læse på vores hjemmeside, at vi overvåger brug af vores tekster, og at vi retsforfølger tyve, der ikke kan holde fingrene for sig selv. Når vi skriver til synderne, får vi – i de fleste tilfælde – et svar, der bekræfter, at det stjålne indhold er fjernet. Og så får vi en eller anden undskyldning om, at det var en fejl…
Når vi går så højt op i at beskytte indholdet på vores hjemmeside, skyldes det to faktorer: Den ene er, at vores tekster er en ekstremt vigtig faktor i vores markedsføring, og vi får mange roser for netop det tekstmæssige indhold på vores hjemmeside (det er vel også derfor, at selv reklamebureauer stjæler dem….?). Den anden er, at det faktisk kan være skadeligt i forhold til vores uvurderlige positioner i Google, at der er identisk tekstindhold på andre hjemmesider.
Er du i tvivl om,hvad du må og ikke må i forhold til at kopiere indhold fra andre hjemmesider? Det er såre enkelt: Det er forbudt iflg. dansk lov at tage hele eller dele af tekster på en hjemmeside og benytte det på egen hjemmeside. Det samme gælder med billedmateriale. Og det hjælper ikke at diskutere eller kalde det for “inspiration”. Loven er klokkeklar, og domstolene er helt klare i spyttet: Tager du tekster eller billeder fra en andens hjemmeside, og det bliver opdaget, bliver du dømt, hvis det når til en retssag. Hver gang!
Du må – hvis det tydeligt fremgår af den hjemmeside, du ønsker at benytte indhold fra – citere, hvis du tydeligt skriver, hvor du citerer fra. Men du må ikke bringe citater, hvis det ikke fremgår af hjemmesiden, at du må.
Vi ved godt, at det er en cadeu til vores tekster, at vi er så hårdt ramte af tyveri – men det hjælper altså ikke. Der er i princippet ingen forskel på, om der stjæles indhold fra vores hjemmeside, eller om der stjæles computere fra vores kontor. Begge dele er hamrende ulovligt, og begge dele retsforfølger vi til den bitre ende. Og det gør vi, fordi det er vigtigt – og fordi vi på forhånd ved, at vi vinder
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Revolutionerende nyt om internettet En kollega gjorde mig opmærksom...
- Internettet er stadig en umoden teenager! For nylig havde internettet i...









Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



30. October 2006 - 23:39
uhaaaa da da…man bliver helt angst.. men det er da utroligt at nogle tror den går.. ??
det må være fordi i har fat i noget rigtigt.. (-:
30. October 2006 - 23:43
Ingen grund til angst, Peter! Du er da alt for intelligent til at kopiere fra andres hjemmesider – og så har du jo intet at frygte
Men ja – det ER utroligt, hvad folk kan finde på. Den seneste synder har svaret vores advokat, at han er “ligeglad”, så nu er der en stævning og et forrygende erstatningskrav undervejs. Så ka’ han lære det, ka’ han!
4. November 2006 - 19:15
Jeg faldt lige over følgende url via Copyscape.com:
xxxxxx-xx.dk/sogemaskineoptimering/index.php?id=20&mainid=2 (URL er ændret af moderator, da der p.t. kører en retssag mod tyven)
4. November 2006 - 19:56
Hej Jensen
Ja – det er den seneste synder, og der ER udtaget stævning mod ham. Han synes ikke, der er noget galt i at stjæle, så nu får vi det danske retssystem til at lære ham det – og det bliver DYRT for ham
7. November 2006 - 19:41
Interessant at manden er ligeglad. Han har selv sat en copyright-notits i bunden af alle sider, så han burde vide hvad det drejer sig om.
7. November 2006 - 20:04
Ja – det er ret specielt. Han har valgt at meddele vores advokat, at han er ligeglad. Og det synes advokaten er ret fedt – for det betyder bare en stævning, en erstatning, et honorar og masser af sagsomkostninger. Og som vi alle ved, er advokatpapir ikke det billigste, der findes…
14. November 2006 - 12:35
Det lyder lidt som om, han ikke rigtig har fanget hvad copyright loven indeholder men bare godt kan lide det pæne © tegn i bunden af sin side. Men det er da godt at i bruger så meget tid på at beskytte jeres arbejde.
14. November 2006 - 12:37
Vi ville ønske, vi ikke skulle bruge tid på det – men sådan er det bare.
22. November 2006 - 12:39
Hej Thomas,
Der er en lille ting jeg ikke forstår ved dit første inlæg.
Quote “Det er os en gåde, hvad der sker i hovedet på de mennesker, der stjæler vores tekster”
Helt en gåde kan det da ikke være….som alle andre gemene tyve, tror de jo på at de kan gøre det ustraffet, nøjagtig som de mange tusinde danskere der ejer piratsoftware og tvivlsomme parabolkort.
Ikke at jeg har været i dine sko, for så skal der jo være noget at stjæle
22. November 2006 - 12:50
Hej
Jo – det ER altså en gåde, for modsat dem der stjæler nede i Brugsen, ved de her tyve, at de bliver opdaget! Det står på vores hjemmeside, at vi har et system, der opdager det. Og det er virksomheder, der praler med deres viden om internettet, websites, SEO etc., der stjæler vores tekster.
Konklusionen må derfor være, at de – uden undtagelser – er småt begavede eller decideret dumme.
11. January 2009 - 20:58
Det, der undrer mig mest, er, at når nogen vil starte et firma med tilhørende hjemmeside, at de så ikke har noget som helst ønske om, at signalere med deres helt egne formuleringer hvad det er, de tilbyder.
Det beror velsagtens på en manglende evne til at formulere sig ordentligt på skrift, men det vil da i mange tilfælde afspejle sig i det talte sprog. Og de fleste kunder hos sådan et firma må da undre sig over den store forskel, der ligger i det skrevne og det talte sprog. Og deraf kunne konkludere, at der er tale om et plattenslagerfirma.
Men et eller andet sted viser det måske også noget om, hvor lidt værdi der efterhånden tillægges det skrevne sprog. For mig at se bliver det skrevne danske sprog dårligere og dårligere alle steder – ikke mindst på hjemmesider og i aviser fra nyhedsmedier og andre, som forventeligt burde kunne skrive bedre.
I min verden er det skrevne sprog en af de største værdier, der findes, og det er utroligt, at der er nogen, der ikke ser fordelen i at udvikle sin egen værdi i form af egne tekster.
Og når vi nu er ved sproget, så er det fgm også af stor værdi, at kunne læse om stort og småt på denne her blog i et let flydende sprog, der ofte og på ganske elegant vis ved hjælp af et enkelt eller få ord krydrer indlæggende med god humor. TAK!
11. January 2009 - 21:19
Årh hvad mand? Det er da über nederen det der – og så’n noget. Jeg kan oz heller ik fat at det er så fucking ligermeget med at lære og at altså skriv ornlig og sån i dag, ik`?
Men du har ganske ret. Og tro mig: Der er heldigvis mange, der bemærker, når der skrives i respekt for det eneste, vi har at udtrykke os med nuanceret – sproget. Og endnu flere bemærker det elendige sprog på mange hjemmesider og tager det med i deres bedømmelse af en potentiel kommende leverandør.
Og så er’t alligeveller nedern ikke at ku skriv ornlig
15. March 2009 - 18:16
En lidt sen kommentar til dette emne, men bedre sent end aldrig.
Jeg tjekker regelmæssigt for tyverier af vores shop tekster og finder også regelmæssigt nogen der mener de er så gode at de vil bruge dem, uden tilladelse. Jeg tjekker også om mine billeder bruges af andre end mig selv, det sker desværre også.
Hvor meget skal der ændres i teksten før det ikke mere er tyveri? Jeg har set eksempler, hvor “tyven” har ændret en lille smule i teksten, hvilket har gjort at jeg ikke har sendt en advarsel. Men er der nogen regler for hvor tæt på det må være eller, hvor genkendelig teksten er?
Super blog du har, det er letfatteligt og humoristisk.
16. March 2009 - 00:48
Hej Axel
Det ved jeg ikke – det kan kun en dommer afgøre. Men jeg vil mene, der skal ændres ganske meget, før en dommer accepterer en tekst som unik.
Tak for de pæne ord!
4. March 2010 - 18:05
Hej Thomas,
Jeg har inden for den seneste måned været udsat for lignende kopiering af min hjemmeside hele to gange.
Den ene gang var AL TEKST på ALLE SIDER kopieret, og kun kontaktinformation og firmanavn var ændret.
Den anden gang drejede det sig om ca 5 sider der var kopieret.
I begge tilfælde drejer det sig om nystartede konkurrenter, som vidste, at jeg havde succes med markedsføringen af mine ydelser på nettet. Det værste: jeg kender dem begge, og den ene havde spurgt mig om han måtte kopiere min hjemmeside, hvortil jeg havde svaret “NEJ!”.
Jeg sendte dem en mail, hvori jeg gjorde dem opmærksom på ophavsrets bruddet, og gav dem få dage til at fjerne alt kopieret materiale.
Ingen af dem har i løbet af to uger svaret på mailen, men den ene erstattede i løbet af få dage ca 80% af de kopierede sider med en “Vi arbejder i øjeblikket på siden” overskrift, men beholdt dog resten, og bibeholdt hele hjemmesidestrukturen.
Den anden har fuldstændig ignoreret mig.Vi arbejder i øjeblikket på siden
Jeg sikrede mig naturligvis en fuld kopi af hjemmesiderne, for at have dokumentationen i orden. Det er fantastisk hvad man kan gøre med en lille simpel linux kommando:
wget -r -l 0 domain.dk/Kan du foreslå en advokat, der kender til problematikken, og som kan hjælpe mig med at sætte kopisterne på plads?
4. March 2010 - 18:18
Hej Morten
Det er trist, at der er så elendig moral derude – men det er der. Det virker, som om den knapt så velbegavede del af befolkningen har det indtryk, at ejendomsretten er ophævet. Der er ikke andet at gøre end at byde dem trods. Og skal du give dem det glatte lag, kan jeg anbefale http://www.bvhd.dk/ – tal med Martin von Haller Grønbæk og hils fra mig.