Stress? Ikke mig, du! Det har jeg ikke tid til!
Thomas RosenstandFredag eftermiddag gjorde jeg noget, jeg ikke har gjort meget længe. Faktisk er det for længe siden, jeg gjorde det sidst. Når jeg nu blogger om det, er det fordi, jeg tror, at andre kan lade sig inspirere lidt. Jeg kender flere, der kunne trænge til det…
Faktisk var det min bedre halvdel, der i slutningen af sidste år traf en række forholdsregler, der sendte mig afsted på noget, jeg har forsømt. Og nu er det så, det bliver rygende banalt: Jeg holdt fri fra fredag eftermiddag ved 14-tiden og lige til nu!
Vi tog simpelthen afsted på en weekendtur til byen i midten – Odense. Der havde vi booket os ind på et hotel i midten af byen, hvor vi bare havde bestilt hotellets bedste værelse. Og sådan gennemførte vi så den weekendtur: Vi sørgede for det bedste til os begge.
Vi fik lækker mad – og jeg mener LÆKKER mad! Vi drak vin, der virkelig fortjente smaskende og anerkendende lyde. Og lørdag gik vi (meget) rundt i Odense, dyrkede gågaderne og gik ind i butikker, vi ellers aldrig ville besøge. Vi købte tåbelige gimmicks, som vi måske aldrig får brug for. Vi spiste en herlig frokost på et herligt sted. Grinede i det skjulte af hr. og fru Danmark i joggingbukser og træsko uden kappe. Så på kønne fynboer og kommenterede dem for hinanden. Og mere af samme skuffe.
Og så sov vi til middag! Nemlig! Vi snuppede lige halvanden time på ryggen, inden vi gjorde os lækre til aftenens strabadser, som bestod af endnu mere lækker mad og liflig vin efterfulgt af frække drinks på en fed café.
Nu vil nogle sikkert undre sig og tænke: “Jamen – det er da meget normalt”. Det er det sikkert, men for mig er det nærmest en åbenbaring! Sammen fandt vi nemlig ud af, at denne den 2. weekend i 2008 var den første arbejdsfrie weekend for mig, siden vi i september 2007 var i Tjekkiet.
Når jeg nu blogger om det, skyldes det, at jeg opdagede en meget vigtig ting undervejs: Det er fedt at holde HELT fri og glemme Google, koncepter og strategier. Har jeg forsømt noget ved at holde fri? Næppe…
Husk lige at klappe hesten af og til. Sluk for computer og mobiltelefon, tag kæresten under armen og gør noget andet, end du plejer! Det er der mere energi i, end der er i otte kander stærk kaffe.
Nu er jeg så tilbage på pinden – opfyldt af energi og med en klar viden om, at jeg skal passe på mig. Og jeg vil opfordre dig til at passe på dig!
Rosenstand out!
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Altid online: Stress eller befrielse? Jeg er gammel nok til...
- Stress – eller bare fuld knald for fædrelandet? Sådan en fredag er det...
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



13. January 2008 - 18:00
Hej Thomas
Helt enig. Min kæreste og jeg prøvede i sommerferien at koble fra på samme måde. Jeg slukkede min mobil i 4 dage og lod pcén blive i tasken. Vi isolerede os fra omverdenen på min lille bondegård, og spiste rejemadder, så gode film, tog middagslure og gik ture i skoven
Det var vildt fedt og jeg havde bagefter lidt den samme tanke som du beskriver her.
13. January 2008 - 19:05
Jep – det er nærmest en “ud-af-kroppen” oplevelse! Og lidt skræmmende at tænke på at en bestemt måde at agere på hurtigt kan blive “normen”…
13. January 2008 - 20:58
Thomas, det er saa sundt og ogsaa svaert. Christian gjorde det samme da vi var paa Cozumel, han var tvunget for han kunne ikke faa internetforbindelsen til at virke og hans Blackberry loeb toer for stroem og han havde glemt opladeren
Det fandt han ud af foerste dag og han proevede foerst at faa internetforbindelse igen den sidste dag, for at kunne udnytte flyvetiden til at faa afviklet lidt emails.
Det var dejligt at have ham hele tiden i saa mange dage, det skal absolut gentages … maaske hvert halve aar
13. January 2008 - 21:10
Hej Susan
Nemlig – den slags kræver gentagelse. Og det må I også gøre med Cozumel! Skønne billeder fra jeres tur i øvrigt!
13. January 2008 - 22:04
Ja, det er vigtigt at sige fra en gang i mellem.
Det siges også at blive trendy i fremtiden. Altså at være offline når man selv vil. Ja nogen siger ligefrem, at det bliver fremtidens luksus.
Men nu skal man jo ikke gøre noget bare fordi det er smart
Vi har planlagt lidt af samme opskrift i starten af februar, hvor vi har booket et godt hotelværelse i københavn. Så er der ikke så langt hjem i seng efter den fede koncert vi har billetter til. Vi glæder os allerede.
13. January 2008 - 22:08
Næ – men det er nok en af de smarte trends, der er lidt mening bag.
I langt de fleste tilfælde har jeg det godt med at “være på”, men jeg tror nu nok, jeg havde fået kørt mig selv ind i en rumle, hvor jeg var sikker på, at verden standsede, hvis jeg ikke arbejdede. Og SÅ uundværlig er der ingen, der er – men det er nødvendigt at konstatere det selv af og til, hvis man er mig.
Odense er i øvrigt en fed by!
14. January 2008 - 00:09
Tak Thomas, vi tager helt sikkert tilbage til Cozumel.
Det er en god trend at man skal vaere offline en gang i mellem
14. January 2008 - 09:36
Om 3 uger gør vi præcis det samme. Afsted til det sydafrikanske outback. Internet og mobiltelefoni er stærkt begrænset. Det bliver rart.
14. January 2008 - 12:09
Det er godtnok også længe, du har gået uden en fri-weekend.
Jeg har netop brugt tre uger på et bjerg, hvor der kun var møg-dyr internet via satellit, og der var så koldt, at min mobiltelefon gik død (der var vist alligevel ingen dækning). Det har været fantastisk at være offline i tre uger. -Til gengæld får man stress, når man åbner sin inbox. 176 ulæste mails! Men du har ret – man er proppet med energi bagefter
14. January 2008 - 12:18
Ja, Morten – det er også FOR længe
176 mails på tre uger? Det kan jeg godt misunde dig. Jeg får normalt omkring 50 mails på en hverdag…
14. January 2008 - 15:27
Ja – man kommer meget bagud med blog-læsning m.m. på tre uger. Det er nok lidt for meget, men det er altså den tid, det tager at komme op på det bjerg.
50 mails på en hverdag! -Måske skal du skrue op for charmen på dit spam-filter
14. January 2008 - 15:53
De 50 mails er dem, der ikke hører til i spamfilteret! Det giver en hel del mails at fylde godt i Google. Så’n er det, og det skal jeg bestemt ikke klage over.
14. January 2008 - 17:49
Du er heldig Thomas, jeg tror Christian faar omkring 100 mails om dagen (nogle af dem heldigvis FYI, men de skal jo laeses), men de har ogsaa en stor del af medarbejderne i Ukraine, det giver lidt ekstra paa email-kontoen.
14. January 2008 - 19:02
Det er det skønne ved næsten alting: Der er altid nogen, der er hårdere ramt
100 mails pr. dag er altså en pæn sjat…
14. January 2008 - 19:44
super… det er så fedt at tage denne slags ture..dog er de som regel meget dyre.. MEGET..
det kostede os lige barn nr. 3 selvom vi havde svoret at 2 var nok.. Jeg er dog SÅ glad for at jeg tog tid og kræfter til denne hyggetur (-:) ville ikke bytte det for noget andet i verden..
Venter med spænding på næste tur om ca 3,7 år.. denne gang har jeg læst op på det med blomster og bier..
14. January 2008 - 19:47
He-he
Min salig fader sagde altid til mig – da jeg var ung og drønede i byen: “Husk at trække den rigtige numse til dig – og det er din egen!”.