I dag kørte jeg et langt stykke på Sjællands Odde på vej mod færgen hjem til Danmark i en kø, der blev skabt (viste det sig) af en lille bil med to kvinder omkring de 50. Da det langt om længe blev min tur til at overhale dem (de kørte med den formidable hastighed af 60-65 km/t) kunen jeg se, at de var dybt optagede af at drikke kaffe og sludre. På intet tidspunkt var det gået op for dem, at de trak en hale af 15-20 biler bag dem. Jeg har firmalogo bag på Touareg’en, så jeg undlod at give dem den gestus med den længste finger, de rettelig havde fortjent. I stedet tænkte jeg lidt over det dejlige køn – og så kom jeg til at tænke på en gammel historie, som jeg vil dele med jer. Den er herligt mandschauvinistisk og sikkert også blasfemisk – så den er lige mig

Den foregår for meget længe siden – kort tid efter Gud havde skabt Adam og inden Eva kom til:

Det var en herlig morgen i Paradis, og efter at have gjort det, man nu gør om morgenen, besluttede Gud sig til at gå en tur i det dejlige vejr. Undervejs stødte han på sit menneske – Adam – som kom gående på stien mod ham.

”Hej Adam”, sagde Gud og vinkede venligt. ”Hej Gud”, sagde Adam og slog følge med Gud. De gik lidt sammen i tavshed, og så spurgte Gud ham, hvordan det gik med det hele.

Adam svarede: ”Jo tak, Gud. Det går sådan set meget godt, men jeg føler, at jeg mangler noget. Det er som om, jeg savner noget – men jeg ved ikke hvad”. Gud blev lidt forbavset og svarede: ”Jamen Adam… Du er jo i Paradis, mand! Hvordan kan du mene, du mangler noget? Her er jo smukt, her er masser af mad, dyr og skønne blomster. Hvordan kan du dog savne noget?”

Adam vævede lidt frem og tilbage om emnet, og så gik de igen et stykke tid i tavshed. Da de nåede frem til en smuk lysning, foreslog Gud, at de satte sig lidt i græsset. Det gjorde de, og så klappede Gud Adam venskabeligt på skulderen og sagde: ”Jeg har fundet på det helt perfekte til dig, gamle jas. Jeg vil skabe dig et væsen, der overstråler alt, hvad der findes her i Paradis. Det bliver et væsen, hvis skønhed og kløgt er uforligneligt og som vil være dig en evig kilde til fryd. Jeg tror, jeg vil kalde min nye kreation for KVINDE”.

Adam lyste helt op af begejstring, og han forestillede sig allerede den salige fryd, han ville få i Paradis sammen med dette væsen, som Gud ville skabe og kalde for ”kvinde”. Men så sagde Gud: ”Adam – det er jo ikke uden omkostninger for dig. For at skabe noget så fantastisk, perfekt og vidunderligt vil jeg skulle bruge noget fra dig – nemlig din højre arm, dit venstre øje og din venstre fod”.

Adam var rystet – temmelig meget endda. Han sank et par gange og stillede så Gud det spørgsmål, der for altid ændrede verden: ”Det er lidt voldsomt, Gud. Men sig mig: Hvad kan jeg få for et ribben?”. Og hvad der kom ud af det, ved vi jo alle…

Moralen i denne historie: WYPIWYG – What You Pay Is What You Get.

Rosenstand out!

P.S.: Jeg har ikke viderebragt mit eget lille vidundermiddel mod mørke tanker siden engang i marts – så nu gør jeg det igen. Hvis du synes, at proportionerne på dine problemer er ved at være forkerte, kan jeg varmt anbefale dig nedenstående lille video med tilhørende musik. Den virker på mig – hver gang!

[youtube RY_NQZyBc3g]

Om forfatteren

Thomas Rosenstand har skrevet 447 artikler på denne blog.

Tak fordi du læste med så langt - jeg er glad for, du kiggede forbi her!

• Søgemaskineoptimering
• Twitter
• Facebook

• Salgstricks på københavnsk

Du er vist ny her? Tag det gratis RSS feed og hold dig opdateret. Velkommen her!

Relaterede artikler:

1. Google er mere under huden, end du tror Vel hjemme igen fra SMX...
2. Sandheden om Google Muligvis er overskriften til denne...