Sandheden om Google
Thomas RosenstandMuligvis er overskriften til denne artikel en smule prætentiøs, men det får være. Sandheden er, at jeg meget ofte får spørgsmål om Google, når jeg er ude og holde foredrag og indlæg på konferencer. Og gennem de seneste måneder har jeg ført en lille statistik over spørgsmålene, og den danner baggrund for denne afsløring af: Sandheden om Google.
Der er vist ikke mange virksomheder, der er mere hypede end netop Google. I Danmark (og i flere andre lande) kan en journalist få helt våde drømme ved tanken om at kunne skrive en artikel, der mere eller mindre handler om Google. Og resultaterne af denne lidenskab for at skrive de magiske seks bogstaver er ofte, at det er noget forfærdeligt vrøvl, der skrives. Lad os derfor – på jævnt jysk – få nogle fundamentale ting på plads om denne “alle søgemaskiners moder”.
Majoriteten af de spørgsmål om Google, jeg får på min færd gennem livet, handler om, hvordan man kan “tilmelde sig Google”, ringe til dem og diverse afarter heraf. Så er der selvfølgelig også mange spørgsmål om, hvorfor lige præcis spørgerens hjemmeside ikke er placeret som nr. 1 i Google. Og tro det eller ej: Utroligt mange spørger stadig, om det er rigtigt, at søgeresultaterne sorteres alfabetisk – eller om man kan betale Google for at ligge nr. 1 i de organiske søgeresultater. Vi snupper lige en stump grafik her, så alle er med:

Du ser her et udsnit af søgeresultater for ordet “søgemaskineoptimering”. De fire bordeaux pile peger på organiske søgeresultater – og resten af resultaterne er AdWords.
De organiske resultater kan ikke købes hos Google – aldrig – never- niente – niemals! Man bliver placeret der på baggrund af ens hjemmesides opbygning, indhold, antal indgående links og nogle hundrede andre faktorer. Du kan købe dig til en god chance for at blive placeret højt i Google på en given søgning – men ikke hos Google. Det sker hos dem, der tilbyder søgemaskineoptimering (f.eks. mig – sagde hunden). Og nej – det hjælper dig ikke, at dit firmanavn eller din hjemmesideadresse starter med “a”
AdWords (dem kan du faktisk også købe hos mig) er købte annoncer – altså placeringer, som ejerne betaler for. Selve placeringen koster ingenting, men det koster til gengæld hver gang, der er nogen, der klikker på annoncen. I modsætning til søgemaskineoptimering er det her muligt at placere dig præcist, hvor du vil. Det kræver blot, at du vil betale nok pr. klik, og at din annonce og den side, man lander på ved klik, er god nok. Men du skal lige vide, at et klik i visse brancher i Danmark kan koste langt over 100 kr. Ja – du læste rigtigt: Over 100 kr. pr. klik! Henne i USA er der ord/sætninger, der koster op mod 100$. Pr. klik altså…
Svaret er derfor: Nej, du kan ikke købe dig til placeringer i de organiske resultater hos Google, hvor det er bedst at være – faktisk er det kun ca. 1 ud af 3, der klikker på annoncerne i Google. Men du kan da købe dig noget søgemaskineoptimering og dermed en fair chance!
Kan man ikke lige ringe til Google?
Nej, det kan menigmand ikke lige gøre. Vi, der arbejder med Google til daglig, har en kontaktperson med et direkte nummer, men jeg tror, jeg ville blive ristet langsomt over en lunken grill, hvis jeg gav det nummer ud. Der er sund fornuft i, at Google ikke har en hotline. Jeg vil tro, at de skulle bruge rundt regnet 40.000 medarbejdere til at klare alle de telefonopkald, og det er lidt ude af proportioner, ikke? Og nej – du kan ikke ringe til mig og få mig til at “ordne noget” hos Google via min kontaktperson.
Kan man tilmelde sig Google?
Ja, det kan man. Og nej – det skal du ikke gøre. Du skal i stedet sørge for, at andre hjemmesider linker til din hjemmeside. Det svarer lidt til at stille vejskilte op, der viser Google vej til din hjemmeside. Forvirret? Så læs denne artikel, når du er færdig her: Hemmeligheden om søgemaskineoptimering
Har Google ikke pligt til at optage din hjemmeside?
Nej, det har de ikke! Absolut ikke! De har pligt til at overholde lovgivningen, og det gør de sikkert også. Google er en privat virksomhed, der GRATIS stiller en helt formidabel søgemaskine til fri afbenyttelse, katalogiserer internettet og en masse mere. Hvis man ikke har sin hjemmeside på Google, kan det skyldes flere ting: Den er elendigt bygget rent teknisk – der er ingen der linker til den – der er benyttet metoder til at optimere den, som Google ikke accepterer.
Findes der ulovlig søgemaskineoptimering?
Nej, det gør der ikke. Der er ingen lande i verden, der har nogen lovgivning, der regulerer søgemaskineoptimering. Til gengæld er der en del nybegyndere i markedet, der tror, det findes og benytter det som en “trussel” mod de helt acceptable metoder, de ikke selv mestrer. Der findes til gengæld masser af metoder, der ikke accepteres af Google. Når de opdager, at sådanne metoder er benyttet på en hjemmeside, kan de vælge at smide hjemmesiden ud af deres indeks, indtil fejlene er rettet – eller de kan vælge at “deranke” den, så den ikke er med blandt de første mange hundrede søgeresultater. Det er den “straf”, der risikeres, hvis der arbejdes med metoder, der åbenlyst er i strid med retningslinierne. Sådan cirka.
Bestemmer Google over internettet?
Nej – og også lidt ja (bare rolig – jeg er hverken Radikal eller NA). Men det forholder sig sådan, at Google i Danmark er absolut altdominerende. Faktisk leverer Google over 90% af alle søgeresultater i Danmark! I de engelsktalende lande fylder Yahoo og MSN en hel del mere. For en dansk virksomhed med primært marked i Danmark – faktisk i hele Skandinavien – er Google derfor altafgørende. Det skal tages med i den samlede vurdering, når du vælger metoder og/eller leverandør til søgemaskineoptimering. Altså: Spørg dig selv, hvad det vil betyde for din forretning, hvis du bliver smidt ud af Googles søgeresultater i f.eks. tre måneder? Kan du se, hvad jeg mener?
Er der nogle, der arbejder på vegne af Google?
Rungende og krystalklart: NEJ! Desværre er vor tids annoncehajer rykket online, og det hører til dagens orden, at virksomheder bliver ringet op af telefonsælgere, der mere eller mindre direkte siger, at de ringer på vegne af Google, arbejder på kontrakt for Google osv. Det er der ingen, der gør! Får du sådan en bandit i røret, er mit råd til dig: Læg røret på! Folk, der starter et muligt samarbejde med en tyk løgn, kan du ikke bruge til noget.
Er Thomas Rosenstand forelsket i Google?
Ja… lidt.. Jeg nyder at arbejde med Google og de muligheder, den virksomhed åbner for min virksomhed. Jeg beundrer Google for deres helt formidable vækst og samtidige indtjening. Bevares – de kvajer sig også af og til, men det er vel sådan, det er i et “forhold”?
For dig, der arbejder i min branche, var der nok ikke noget nyt her. Men måske har andre fået svar på et par spørgsmål? Ellers er du meget velkommen til at benytte formularen på denne side, hvis du vil spørge om noget. Eller endnu bedre: Skriv dit spørgsmål her som en kommentar.
Det var det. Rosenstand out!
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Pas på – svindlere udgiver sig for Google partnere Vi har valgt at lægge...
- Google anerkender søgemaskineoptimering Google har længe haft en...
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



7. November 2007 - 09:56
Fin artikel. Som du selv skriver, så ejer Google ikke internettet, men Google har utrolig meget magt over det indhold der findes på internettet.
Det spørgsmål jeg hyppigst bliver stillet er også den med “Hvor skal jeg tilmelde min side til Google?”, og jeg plejer at sige: Man kan godt manuelt tilmelde sig Google via Google’s site, men Google vil se det som en “desperat” handling, og hører det som om du siger “Skynd dig at kom og se min side, jeg vil så gerne ses”, og fordi du så desperat gerne vil ses, får du ikke førstepriotet, men det gør derimod de sider som Google selv finder, netop fordi der er linket til de sider.
Så drop det med at tilmelde dig Google, og brug din energi på linkbuilding. Effekten vil være flere gange større.
7. November 2007 - 11:36
Jeg forstår ikke hvorfor Google skulle se det som en “desperat” handling at man tilmelder sig deres søgemaskine.
Du gør en handling, som faktisk skal hjælpe Google, og så kigger de ondt på dig for det…
I mine øjne er det sgu dårlig markedsføring, men okay, Google er jo så store, at man måske bare accepterer det..
7. November 2007 - 13:40
Det undrer mig jeg ikke får samme resultat når jeg søger på søgemaskineoptimering som du gør i dit screendump?
Mvh
Mads
7. November 2007 - 13:47
Når en af de vigtigste punkter for at komme højt er indgående links og dette samtidig er den indledende måde at blive indexeret på, hænger det meget fint sammen i mit hoved. Hvis der ikke er én eneste der linker til dig, så google automatisk finder det, er det nok ikke mere vigtigt end at det kan undværes i søgeresultaterne
Og selv hvis du bliver indexeret på baggrund af en tilmelding, kommer du næppe frem på ret meget uden ét eneste indgående link.
7. November 2007 - 13:51
@ Mads: Det kan skyldes mange ting:
1. Du er logget ind og ser derfor “personal results”
2. Du benytter Google.com i stedet for Google.dk
3. Du er lige nu koblet til et andet af Google mange servicecentre, end jeg var i aftes.
I skrivende stund har jeg nøjagtig samme resultat som i screendumpet.
Du mener ikke AdWords, vel?
7. November 2007 - 13:58
Jeg får også samme resultat, som på billedet.
7. November 2007 - 14:04
Det er ham Mads.. Han har aldrig været helt tilregnelig
8. November 2007 - 12:44
Kunne du ikke rykke nr. 4 på det screendump lidt op?
Kanonartikel som siger det hele …
Og lidt forelsket i Google er man vel altid!
8. November 2007 - 12:53
Hvorfor vil du have nr. 4 rykket lidt op? Det kan jo ikke betale sig at optimere til den søgning…. (Sorry – men jeg ER jo en drillepind…)
Ja – vores kvinder må dele os med store G!
8. November 2007 - 13:48
hmmm- nu må jeg snart se at få skrevet et blogindlæg om at det KAN BETALE SIG at ligge højt på ordet søgemaskineoptimering … for DU og Google glemmer ikke så nemt
Karsten
P.s. Men det er stadig ikke det order der giver flest kunder
8. November 2007 - 16:47
Nej – det er (xxxxxxxxx xxxx xxxxx) der giver bedst. Og ja – jeg husker som en elefant så vidt jeg husker.
10. November 2007 - 13:52
Mange “søgemaskine professionelle” sælger dem selv på at “søg på søgemaskineoptimering – vi ligger i toppen på denne søgning, og er bedst”.
Ordet “søgemaskineoptimering” kræver ikke meget energi at komme i toppen på.
Så det er fis at sige dette søgeord er kun for de top professionelle…
10. November 2007 - 14:17
Til Jeanette: Alt er relativt. Det kræver ikke meget energi at flyve fra København til New York, hvis du sammenligner med den mængde energi, der skal til for at løfte rumfærgen ud i kredsløb.
Men du har da ret langt hen ad vejen: De ægte professionelle findes ved at vurdere de resultater, de skaber for deres kunder – og på bundlinien.
Og det er vel at mærke resultater, der skaber salg for kunden – ikke bare placeringer.