Weblog om bl.a. SEO og SEM

Søgemaskineoptimering – SEO Blog med Rosenstand

Er du struds, slange eller løve?

Saturday, 2. February 2008 - 02:01 af Thomas Rosenstand

Transparens betyder gennemsigtighed – og det er en af de velsignelser, som vi har fået med internettet. Dørene står vidt åbne til virksomheder i alle størrelser, vi kan studere holdninger, værdier og en hel masse mere på weblogs, debatfora og – ikke mindst – på virksomhedernes hjemmesider. Især på dem der ikke bare er en gang tom snak.

Ingen virksomhed kan længere skjule sig, hvis de på den ene eller anden måde opfører sig i strid med det, der betegnes som god skik, god moral eller lovgivningen. Træder en virksomhed ved siden af, afsløres den og dens brøde nådesløst på nettet i løbet af et øjeblik.

Hvordan forholder man sig til den virkelighed som virksomhed? Skal man træde i rollen som løve, struds eller slange?

Lad mig starte med at definere de tre roller:

Løven – det er virksomheden, der ufortrødent tager til genmæle, når den, dens politikker, produkter eller medarbejdere rammes af kritik på nettet. Løven indgår i debatterne, forklarer og er aktive i en dialog med det klare mål at løse problemet.

Strudsen – det er virksomheden, der stikker hovedet i jorden og lader som om, intet er hændt. Ofte er det virksomheder med et direkte forbud mod, at medarbejderne indlader sig i debatter på nettet på virksomhedens vegne. Strudsene bedømmes i langt hovedparten af tilfældene ud fra devisen om, at den, der tier, samtykker.

Slangen – det er virksomheden, der indgår i debatterne og lyver stærkere, end en hest kan rende. Oftest antager disse virksomheders bidrag i debatter en næsten pinagtig karakter. Symptomatisk for slangerne er, at de oftest glemmer, at nettet har en hukommelse som en elefant. Det er næsten altid muligt at samle en række indlæg fra denne type virksomheder og se en række af selvmodsigelser og – desværre – også direkte løgne.

Har slangen en fremtid?
Når en virksomhed indgår i debatter, hvor den angribes – retfærdigt eller ej – og den forklarer sig med løgne eller fortielser, vil dette påvirke omverdenens opfattelse af både virksomheden og dens repræsentanter. I en transparent verden med alles uhindrede adgang til regnskabstal, debatter og anmeldelser af produkter og services, er det umuligt at for slangerne at slippe af sted med usandheder i det lange løb.

Eller sagt på godt dansk: Det kan ikke betale sig, for der vil altid være noget eller nogen, der afslører den sande historie.

Hvad med strudsen – er det en god strategi?
Vi ser mange eksempler på strudsen blandt danske og udenlandske virksomheder, og af uransagelige årsager er det hyppigt virksomheder, der faktisk ikke burde være i denne kategori. Mange teknologisk prægede og ellers internetrelaterede virksomheder holder fast i, at det bedste er at lade som ingenting.

Det kan virke som en fornægtelse af, at udviklingen har båret os frem til et system, hvor ”gadens parlament” er rykket ind i cyberspace – og dermed også en fornægtelse af den enorme betydning, ”gadens parlament” har i forhold til reputation management og brand management.

At være Struds i 2008 svarer til at fastholde skrivemaskiner i skrivestuen i stedet for at bruge computere. Ikke mindst fordi Strudsens politik samtidig afskærer virksomheden fra Web 2.0 og 3.0 osv. – det brugerdrevne internet.

Det eneste, en Struds får ud af sin politik, er sand i munden og en fuldstændig mangel på tilstedeværelse der, hvor nye ideer udvikles og ”dagens stemning” kan måles og tages med i vurderingen af fremtidig strategi. Og strudsen mister indflydelsen på, hvad ”folket” skal tænke og mene om den.

Får løver ikke revet skind?
Jo – det gør de. Og de får respekt! Jeg plejer at sige, at man aldrig skal bedømme en virksomhed på de fejl, den begår – men på dens vilje og evne til at rette dem. Og løven vil rette fejlene, indgå i dialog frem for monolog, debattere frem for bortforklare.

Du kender vel selv den fornemmelse, du sidder med, hvis du i tv ser et kritisk indslag om en virksomhed, og speakeren meddeler, at ”XXX ikke ønsker at udtale sig”? Så er der mere gods i dem, der tager imod de hug, der skal uddeles, forklarer og går i dialog – og så slutter med at fortælle, hvad de vil gøre om, gøre anderledes og rette op på. Og så gør det!

Jeg kan godt lide, hvis en kritiseret virksomheds leder på tv eller andre steder har modet til at sige: ”Det er for dårligt, og det erkender vi. Vi gør det bedre fra nu, og vi vil sikre, det ikke sker igen”. Det kan jeg forholde mig til!

Løver er der altid plads til – og altid respekt omkring fra flertallet. Men husk, at er du løve som virksomhed, vil der altid være nogle få, der er så misundelige over, at de ikke selv kan indtage den rolle, at de angriber dig. Men som løve klarer du jo også det, ikke?

Nuancerne?
Der er her – som i alle livets forhold – naturligvis masser af nuancer. Og ikke alt kan kategoriseres så firkantet, som jeg har gjort det her. Mit budskab er egentlig bare, at det er nødvendigt at tage stilling til, hvordan din virksomhed skal håndtere den transparente virkelighed anno 2008.

Skal den fornægte verden og virkeligheden som struds, lyve og bedrage som slange eller tage både de gode og de mindre gode debatter som løve?

Valget er frit – men virkeligheden er den, den er!

Med ønsket om en god weekend:

Rosenstand out!

Om forfatteren

Thomas Rosenstand har skrevet 444 artikler på denne blog.

Tak fordi du læste med så langt - jeg er glad for, du kiggede forbi her!


Seneste video fra mig:
Bookmark og del som du vil:
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Mixx
  • Google
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • E-mail this story to a friend!
  • TwitThis

Relaterede artikler:

  1. Nye lovkrav til din hjemmeside og et fif Hvis din virksomhed er et...
  2. Ferielukning – anakronisme eller overmod? I fald nogle skulle have...

2 kommentarer

  1.  www.anyhed.dk skrev som kommentar:

    Reputation og Brand Management på nettet – er du med?…

    Er din virksomhed en struds, en slange eller en løve? Hvad gør din virksomhed, hvis den udsættes for kritik på nettet?…

  2.  Lars Bachmann skrev som kommentar:

    God artikel… Min mening er, at det helt klart er bedst at være en løve, men sommetider er en struds en god ting, og meget sjældent er slangen det rette valg.

    Jeg har også stor respekt for de virksomheder der deltager i debatten, og udtaler sig, når der bliver talt negativt om dem.

    Nogen gange er det dog bedst hvis man bare lader som ingenting (Som en struds), og ladet det tie lige så stille ihjel.

Læg en kommentar

Bemærk: Alle kommentarer skal godkendes og kan ikke ses af andre end dig selv, før de er godkendte. Naturligvis accepterer vi ikke anonyme kommentarer, men du kan bede os fjerne dit navn og erstatte det med et synonym. Vi skal bare vide, hvem du er. Glem fake mailadresser - din kommentar ryger direkte i spamfilteret, hvis du ikke er parat til at stå ved, hvad du skriver! Vi forbeholder os ret til at afvise kommentarer.