Siden Naser Khader med fuld musik på medietrommerne forlod R for at stifte partiet Ny Alliance og frem til valgdagen den 13. november, blev partiet spået en nærmest sensationelt stor tilslutning. Der blev talt om 17 mandater og afgørende indflydelse på dansk politik. Jeg bloggede om Naser Khader som brand tilbage i maj. Og nu blogger jeg lidt igen – med en vis nyfigen interesse som reklamemand. For hvad var det lige, der skete den 13. november – og hvor blev jordskredssejren af? Hvorfor døde det hele mellem hænderne på Khader i sidste øjeblik. Den relativt højt profilerede Bjarke Larsen har netop meldt sig ud af Ny Alliance, og han retter en sønderlemmende kritik mod Khader, hvor han giver ham en stor del af skylden for, at valget gik så relativt dårligt for partiet. Det har JP skrevet en artikel om her.

Jeg tror, at Khader slog væsentligt større brød op, end han kunne bage. Og jeg tror, at der gik for meget “ud af boksen tænkning” i partiet til, at befolkningen kunne tage det helt seriøst. Lars Kolind meldte ud, at fynboer skulle nøjes med at betale 40% i skat. En frisk tanke – men jeg tror ikke, at Fyn ville fortsætte med at være fin, når først vi alle var flyttet til øen i midten af riget. Om ikke andet – så proforma. For 40% i skat er en umådeligt interessant sag. Og mindede det ikke en smule om medvind på cykelstierne? Bare lidt?

Tilbage til Naser Khader. Han havde sin storhedstid under konflikten om Muhammedtegningerne, hvor han fyldte en plads, danskerne havde brug for – nemlig som en stueren og temmelig modig muslim. Det gav ham mange point. Samtidig kæmpede han med Marianne Jelved som leder af R, og her stod den pæne mand i skærende kontrast til den indtørrede og absurd kedelige partiforkvinde, hvis fornemste attribut var, at hun var blottet for visioner.

Khader forlod R og stiftede Ny Alliance sammen med bl.a. Gitte Seeberg. Det var det friske pust i dansk politik, som mange sukkede efter. I månederne efter var partiprogrammet en hemmelighed, og Naser Khader klarede medierne med charme og formaninger om, at den slags skam tager tid. I eftersommeren kom programmet så, og det handlede bl.a. om 40% skat til alle.

Her gik det lidt galt allerede, for ingen af kandidaterne for Ny Alliance kunne for alvor forklare, hvordan det skulle finasieres. Og Naser Khader – das Überbrand – kunne slet ikke. Han formåede at benytte flere gange “øh” end Ritt Bjerregaard nogensinde har leveret, når han blev spurgt af journalister og menige danskere. Det kostede på troværdighedskontoen. Selv kultureliten har behov for bare lidt baggrund for at kunne være med – og den leverede Khader ikke.

I valgkampens hektiske dage blev Naser Khader så beskyldt for at benytte sig af sort arbejde. Han reagerede, som de fleste af os ville gøre det – med raseri og med gloser som “Svin – svin – svin”. Mig bekendt er det hårde ord i en muslims mund. Og for en politiker med kurs mod Tinge med nyt parti var det en alt andet end god reaktion. Jeg tror, at Khader skræmte mange væk, da det blev vist i tv, at han ikke kunne håndtere et hårdt pres. Det skal en frontliniepolitiker kunne – og her dumpede han med fuld skrue. Formatet brast – ganske enkelt.

Jeg tror også, at en del blev skræmt væk af Khaders meget klippefaste holdning om, at asylsøgere med afviste ansøgninger skal ud og virke i samfundet. Selv store dele af det “bedre borgerskab” med lejlighedshumanitær indstilling følte, at det ville gøre Danmark til en magnet for asylsøgere.

Skal jeg sammenfatte, hvordan jeg vurderer det hele, må det blive således: Naser Khader blev hypet og brandet maksimalt, men han havde ikke det statsmandsformat endsige politiske overblik, der kræves. Måske manglede han endda reel økonomisk forståelse for skattesystemet. Og han havde med sikkerhed misforstået det parlamentariske system for så vidt angår dronningerunder. Den slags straffes. Især når folkets forventninger er skruet så højt op, som det var tilfældet her.

Man kan vel sige, at der var mere varm luft end substans i frontfiguren, da det virkelig gjaldt. Og her kan vi sammenligne med al anden branding – ikke mindst den personlige branding. Hvis et personligt brand bygges op på enten falske forudsætninger eller på overdrevne forventninger, er faldet hurtigt og kontant, når virkeligheden tager over. Khader er med sikkerhed en modig mand – det viste han under konflikten om Muhammedtegningerne. Det ønsker jeg ikke at forklejne – bare så det er på plads.

Jeg sluttede mit indlæg om Naser Khader og Ny Alliance i maj med disse ord: Lad os se Ny Alliance performe med et program – og kan de “køre med klatten”, har de fortjent de stemmer, de nu kan få.

Så kan dette indlæg passende slutte med: Det fik de så!

Rosenstand out!

Om forfatteren

Thomas Rosenstand har skrevet 447 artikler på denne blog.

Tak fordi du læste med så langt - jeg er glad for, du kiggede forbi her!

• Søgemaskineoptimering
• Twitter
• Facebook

• Salgstricks på københavnsk

Relaterede artikler:

1. 10 store spørgsmål til 2007 Med ca. 10 timer tilbage...
2. Ny Alliance og Naser Khader – når branding banker igennem Ny Alliance og Naser Khader...