Jeg sætter lys i mit vindue
Sunday, 4. May 2008 - 23:41 af 
Thomas Rosenstand4. maj om aftenen – det var i 1945 – lød budskabet om frihed fra BBC i London. For langt de fleste af os er det kun via historier fra familie og medier, vi kender til den tid. Det hverken kan eller bør fritage os for at forholde os til dengang. Derfor var der lys i mit vindue i aften. Og derfor vil jeg blogge om det – og opfordre alle med hang til frihed og historie om at fastholde den smukke skik med at sætte levende lys i vinduerne den 4. maj om aftenen til minde om dem, vi skylder vores frihed. Og til efterretning for alle der vil true den.
Mine vinduer her til aften
Hvorfor skal vi nu gøre det?
Jeg kan ikke fortælle dig, hvilke værdier du skal lægge i den 4. maj, men jeg kan fortælle, hvad dagen betyder for mig.
Begge mine forældre var aktive modstandsfolk i København under krigen, ligesom min moster og onkel var det. Sidstnævnte blev brutalt myrdet af Gestapo i sin egen indgangsdør. Mine forældre har fortalt om de fem besættelsesår og om de mennesker, der var i deres verden dengang. Bl.a. var Flammen af og til gæst i mine forældres hjem. De fortalte også om de enorme ofre, som mange modstandsfolk gav – og om den helt ubeskrivelige fædrelandskærlighed, der gjorde det muligt at operere illegalt uden at vide, hvem der kunne finde på at stikke én næste dag. Og så var der alt det, de aldrig fortalte – men som kunne læses i deres øjne. De mennesker – uanset hvor lidt eller meget deres indsats gjorde forskel – har fortjent at blive husket.
Titusinder af amerikanere, canadiere, englændere og australiere blødte ihjel på strandene i Normandiet under invasionen og de efterfølgende hårde kampe, der endte med at sikre vores frihed. Den slags bør ikke glemmes.
Derfor sætter jeg troligt lys i mine vinduer hver den 4. maj. For at vise min respekt for dem der døde dengang – og for at vise de levende, at frihed stadig er dyrebar. Jeg håber, du gør det samme – og at du vil fortælle dine børn om det, der skete i Europa i 1939-45.
Rosenstand out!
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Muhammedtegninger, ytringsfrihed og reklamebranchen Gennem nogle måneder har kampen...
- Mine fem hemmeligheder I bund og grund er...
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:
5. May 2008 - 08:49
Det er en imponerende historie med din families modstandskamp. Den har du virkelig grund til at være stolt af. God befrielsesdag!
5. May 2008 - 09:09
Jo tak, Anders. Jeg er også stolt på deres vegne – jeg kan jo ikke rigtig selv påberåbe mig nogen heltestatus i den anledning.
Nede i din ende af Europa er der vel også ret stærke traditioner forbundet med befrielsen? Grækenland bød trods alt tyskerne endnu større modstand, end vi gjorde.
5. May 2008 - 09:55
Hej Thomas,
jeg må erkende, at jeg ikke en eneste gang har husket at sætte lys i mine mange vinduer, men der er ingen tvivl om, at min søn, som nu er 5 måneder, vil blive sat ind i 2. verdenskrigs betydning for os, så snart han er i stand til at fatte det.
Min morfar var aktiv i modstandsbevægelsen i Holstebro, men til gengæld er min farmors onkel af eftertiden blevet stemplet som kryster og kujon, fordi han var med til at overlevere Københavns forsvar til tyskerne. Jeg vælger at kalde ham realist, men det er op til én selv.
Mere her: http://da.wikipedia.org/wiki/Hjalmar_Rechnitzer
Under alle omstændigheder var det nogle helt ufattelige tab, som ikke blot de nævnte nationer, men også i den grad russerne, ofrede under Den Anden Verdenskrig. Deres ofre er i vore tanker, når nogle anfægter vore værdier.
5. May 2008 - 10:26
Ja, grækerne afviste først italienerne ved porten og blev efter en hård kamp besat af tysken. Det er de stolte over. Det var nok ikke lige så let at være tysk soldat hernede som i andre lande.
Efter befrielsen stod den desværre på borgerkrig og dernæst militærjuntaen, så der er ikke tale om det samme clean cut mellem mørke og lys hernede.
Befrielsen fejres dog – og lige så meget befrielsen fra tyrkerne efter 400 års besættelse i 1821. Dén har man bestemt heller ikke glemt.
6. May 2008 - 10:29
Det var satans, Thomas. Vidste ikke, der var så meget mandsmod i dit blod.
Jeg har altid brugt at sætte lys i vinduet 4. maj. I går tænkte jeg i øvrigt på, om det mon var tilfældigt, at DR valgte at sende “Der Untergang” netop 5. maj.
6. May 2008 - 13:13
Jo-jo da! Faktisk gik min far direkte ind i Dagmarhus og krævede at få min farfar med hjem – Gestapo havde arresteret ham for et eller andet. Min far lavede så meget ballade, at det lykkedes ham
Næppe helt tilfældig programlægning af DR2…
4. May 2009 - 21:14
Fandt lige din et år gamle post om dette. Pudsigt nok, lå din side godt i Google på den søgning:-)
Og fedt at du har samme holdning til dette som undertegnede.
5. May 2010 - 01:10
Nej jeg sætter ikke lys i vinduet jeg græmmes over hvordan et par enkelte modstandsfolk har fået hele historien om besættelsen fordrejet. 1. Der var meget få der deltog i modstanden 2 der var begrænset modstand i dk inden 1943 da det var ret klart at tyskerne ville tabe 3 den gruppe mennesker der havde de største tab (på dansk side )
var sømændene , der døde over 7000 danske sømænd i direkte krigshandlinger med tyskerne og de er fuldstændigt glemt i eftertiden.
når det er sagt var min far selv med i modstandsbevægelsen også før 1943 hans storebror blev dømt til døden af tyskerne og min farfar blev dræbt af tyskerne allerede i 1940
min far havde for resten ikke meget tilovers for en del af de modstandsfolk der var har været meget fremme i skoene som han sagde de kom til alt for sent
5. May 2010 - 05:01
Hej Lars
Det er jo din mening. Det er helt korrekt, at historien har vist, at et meget stort antal modstandsfolk først blev det i de sidste dage inden 4. maj. Men ved du hvad? Jeg tænder lys for de modstandsfolk, der vitterligt gav deres liv. Jeg tænder lys for de danske søfolk, der ofrede deres liv. Jeg tænder lys for min onkel, der blev skudt af Gestapo, fordi han blev stukket af et svin, der heldigvis fik sin bekomst af mine forældres bekendte – også kendt som Flammen og Citronen.
At der var mange medløbere til sidst, der ville have ære af at have kæmpet mod besættelsesmagten skal ikke for mig have lov at ødelægge min respekt for dem, der virkeligt ofrede sig. Og jeg beklager for dig, at du ser på det, som du gør.