Er du søgeordskannibal?
Thomas RosenstandSøgeordskannibalisme – det lyder som noget, der ikke er specielt rart, og det er det faktisk heller ikke. Søgeordskannibalisme er en betegnelse for det fænomen, der opstår, når adskillige (eller alle) sider på en hjemmeside har sidetitler, der fokuserer på det samme nøgleord og/eller nøglesætning. Forvirret? Det skal du ikke være, for forklaring følger!
Dyrk dine søgeord
Der er mange religioner inden for søgemaskineoptimering, men en af de ting, alle trosretninger er enige om, er vigtigheden af sidetitler og nøgleordenes placering i samme. Som udgangspunkt skal hver sides primære nøgleord være i sidetitlen – og meget gerne være det første ord.
Derfor er det også en rigtig dårlig ide at have f.eks. sit firmanavn som det første ord i hver sides titel. Jeg selv tilhører den trosretning, der mener, at firmanavnet slet ikke hører til i sidetitlen, men jeg erkender, at der kan være brandingmæssige årsager til at gøre det – og at det kan være væsentligt, hvis man har et særdeles kendt brand. Men for flertallet af hjemmesider er det spild af ekstremt dyrebar plads – for de 67 tegn i sidetitlen er guld værd.
Lad os tage et tænkt eksempel på søgeordskannibalisme – og som vanligt gør vi det med de kære kaffemaskiner.
Lad os sige, at du har en webshop, der sælger blandt andet kaffemaskiner. Du vil selvfølgelig gerne være synlig på den generiske søgning “kaffemaskiner”, men du vil klart også være synlig på søgninger som “billige kaffemaskiner”, “kaffemaskiner på tilbud”, “kaffemaskiner til indbygning” og mange flere.
Da du har hørt efter i timen, har du sidetitler til hver af dine sider med kaffemaskiner, hvor ordet “kaffemaskiner” indgår prominent. Lad os bare sige, at du har 10 sider på din shop, hvor “kaffemaskiner” indgår i sidetitlen. Og dermed naturligt også i brødteksterne.
Hjælp Googlebot til selvhjælp
Lad os starte med at se på, hvordan Googlebot oplever din hjemmeside med adskillige sidetitler med ordet “kaffemaskiner” i:
Googlebot ser her fire sider (jeg ved godt, jeg skrev 10 sider, men som du kan se, er jeg ikke ligefrem den store tegner), der alle fire har ordet “kaffemaskiner” i sidetitlen og som alle handler i den grad om kaffemaskiner. Den lille fyr er lidt forvirret over, hvilken af siderne der skal placeres øverst på en søgning efter “kaffemaskiner”, for de er jo alle gode. Han skal nok vælge en af dem – men vi er vel enige om, at man aldrig skal overlade til Google, hvad man kan styre lidt selv?
Styr Googlebot til den side, DU bestemmer er vigtig
Lad os i stedet hjælpe Google lidt med at afgøre, hvilken af de fire sider der skal være den mest prominente på søgningen “kaffemaskiner”. Vi siger, at det skal være den øverste side på tegningen, der meget passende hedder “Kaffemaskiner”.
Vi gør nu det, at vi på alle de andre sider om kaffemaskiner på din shop laver et link til siden “Kaffemaskiner” med selve ordet “kaffemaskiner” som ankertekst:
Hvad har vi så gjort her? For det første har vi vist Googlebot, at vi ved en masse om kaffemaskiner – og om tilbud, udsalg etc. på samme. Vi har også – ved at linke hver af undersiderne om kaffemaskiner til hovedsiden – fortalt Google, at der er én side, der i særlig grad handler om grundbegrebet “kaffemaskiner”.
Googlebot bliver så glad, at han trutter i hornet (hurra for for diverse færdige figurer i Illustrator), for nu ved han, hvordan vi har struktureret tingene. Og han ved, at hovedsiden har masser af gode og valide interne links fra andre sider på shoppen, der også handler om kaffemaskiner.
Med vinden i ryggen og Googlebot i godt humør er der ingen tvivl om, at hovedsiden VIL ranke bedst på søgningen efter “kaffemaskiner”. Og dermed kan du med sindsro sørge for eksterne links til netop den side på shoppen, for du ved, at Google forstår, hvad du vil.
Interne links er vigtige
Interne links er en meget væsentlig del af en søgemaskineoptimering – og det er en opgave, der kan have afgørende indflydelse på det endelige resultat. Skaber du harmoni mellem ankerteksterne i intern og ekstern linkbuilding, har du et godt tag i den røde tråd, der gør forskellen.
Har du spørgsmål eller kommentarer? Bare kom an – motorcyklen er pakket væk for i år, vinterdepressionen er indtrådt og det er møgvejr, så jeg svarer gerne
Rosenstand out!
Skrevet af Thomas Rosenstand - Køb SEO-LEX 10.0 i dag og snup pladserne i Google!
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Ændring i Google retningslinjer Gennem flere år har...
- Middel mod duplicate content Lad mig sige det...











Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



26. October 2008 - 17:26
Hej Thomas
Så skal jeg i gang med at ændre ankerteksten i links til hovedsiden.
Jeg har et par sider, hvor alle undersider linker til hovedsiden med ankertekster som “Forside” og “Hjem”. Ja, det er jo egentlig rigtig mange, der har.
Nu vil jeg prøve at ændre det. På én af siderne (ikke Computeraben) har det nemlig forbavset mig, hvor dårligt jeg ligger i Googles resultater på hovedsøgeordet – men placeringen på andre relaterede ord har været udmærket, ja, faktisk rigtig god.
Jeg troede egentlig først, at jeg havde fået en penalty pga. for høj keyword density på hovedsøgeordet eller lignende.
Lækkert fif
26. October 2008 - 20:01
Ja – men jeg ved også med sikkerhed, at rigtig mange prioriterer at være synlig på ord som hjem, forsiden, home, start etc. Det kan jeg jo se, når jeg ser på hjemmesider
26. October 2008 - 20:10
Ja, og “click here”
26. October 2008 - 20:59
Tak for endnu en gang at skære tingene ud i pap, truthorn og kaffemaskiner. Det er nok de færreste hjemmesider, der set med seo-briller, har en perfekt linkstruktur. Da design og brugervenlighed jo også har en form for eksistensberettigelse, kan der være ganske gode grunde til at benytte ordene ’Forside’ ’klik her’ og den slags. Jeg syntes derfor det er værd at nævne, at man kan benytte nofollow til at styre Googlebot uden om den slags uhyrligheder. Så kan man jo altid placere sine ’kaffemaskine’ links andre steder på siden.
Og selv om ’tøsen’ er pakket ind i sin plastikboble er der ingen grund til vinterdepression. Var på stranden med ungerne i går, og vi fangede to vandmænd – Fantastisk!
26. October 2008 - 22:53
Helt rigtigt, Søren – men først og fremmest handler det om at sikre forståelsen hos Googlebot i forhold til sidetitlerne (title tag).
Jeg bliver heller ikke RIGTIG deprimeret. Inden for de næste to måneder er jeg både i Kina og “hjemme” i mit elskede USA, så jeg skal nok få det lys og den varme, der skal til
27. October 2008 - 09:15
Hej Søren og Rosenstand, Jeg må indrømme at jeg har været en kende deprimeret, siden jeg pakkede min mc ned i forrige uge..
Men på den anden side, så har man jo hele vinteren til at lære nye ting, og udvide sin horisont med bl.a. gode indlæg som denne
27. October 2008 - 09:51
Geniale tegninger
Ligesom (den anden) Søren nævner, så skal man passe faaarligt på især sin navigaitonsmenu.
De færreste er klar over, at har du på én side flere udgående links til den samme side, så er det kun det første link der tæller. Så hvis du har din navigation i toppen af siden eller ude til venstre (øverst i din HTML kode), så nytter det faktisk ikke at lave links til nogle af dine navigationssider fra selve indholdet!
Med mindre selvfølgelig man er i stand til at proppe nofollow på navigationen, eller allerbedst: Kan finde ud af at proppe den nederst i sin HTML kode.
En anden typisk fejl ala “Til forsiden” og “Hjem”, er ens firmalogo i toppen af siden, der linker til forsiden. Altså et “tomt” link, øverst i HTML’en, til ens nok vigtigste side. Den skal enten nofollow’s, eller have en god IMG ALT beskrivelse.
27. October 2008 - 12:32
Rigtig fin artikel Thomas. Jeg har lige et enkelt spørgsmål til dig. Når vi taler eksterne links, så står man bedst med en fin blanding af “søgeords ankertekst”, “url ankertekst” og også nogle “klik her ankertekster”. Er denne blanding kun nogle som man bør have når man taler eksterne links eller kan man også overdrive de interne ankertekst links?
27. October 2008 - 14:46
Jeg var til et foredrag i sidste uge med en søgemaskineekspert. Han sagde som noget af det første, at Google elsker sider, så det var vigtigt at man havde printvenlige sider. Så kan man nemlig uden ekstra arbejde fordoble sit sidetal.. Og Google elsker det
Nå, det var jo egentlig ikke det vi skulle snakke om. Interne links er vigtig, både for brugervenligheden, og i særdeleshed for søgemaskinerne. En ting som “ikke-SEO-kyndige”-folk ofte ikke tænker over.
En af mine ynglingseksempler når vi snakker titler og meta descriptions er denne side:
http://www.google.dk/search?hl=da&q=site%3Apallisgaard.dk
27. October 2008 - 15:11
@Sprogø: Tak – jeg er ikke ligefrem “hjemme” i Illustrator…
@Rieck: Det er mindre væsentligt ved intern linkning end ved de eksterne – men de interne er jo et glimrende sted at få små afarter med, for her er du jo i fuld kontrol selv.
@Bachmann: Det var da forhåbentlig ikke en person, der kaldte sig selv for søgemaskineekspert? Det er lige før, det kunne være sjovt at få at vide, hvem der kan finde på at bilde folk den slags decideret skadeligt ind? Linket til dit yndlingseksempel er rigtig godt – og desværre ikke så sjældent..
27. October 2008 - 15:16
Søren, har du evt. et link til en artikel eller en statement der fortæller mere om:
De færreste er klar over, at har du på én side flere udgående links til den samme side, så er det kun det første link der tæller. Så hvis du har din navigation i toppen af siden eller ude til venstre (øverst i din HTML kode), så nytter det faktisk ikke at lave links til nogle af dine navigationssider fra selve indholdet!
27. October 2008 - 15:29
Søren svarer sikkert også, men: http://www.seo-scientist.com/first-link-counted-rebunked.html
27. October 2008 - 16:04
@Rosenstand: Hmmm, sindsygt interessant artikel!
Den understøtter hvad jeg siger, med at kun det første link bliver talt. Og mere overraskende: Det nytter ikke at lave NOFOLLOW på det første link, hvis man ønsker nummer 2 skal tælle!
Damn, hvis det er sandt, så skal jeg til at gå noget HTML kode igennem for at få flyttet menuen ned i bunden af koden…
28. October 2008 - 08:24
Meget interessant artikel Rosenstand. Det bliver man jo så også nødt til at have med i sine overvejelser.
10. November 2008 - 16:30
Interessant indlæg, som helt sikkert har fået mig til at overveje, om jeg virkelig skal bruge “Nupo” på alle mine sider.
30. November 2008 - 12:47
Nu er der gået ca. en måned, siden jeg begyndte at omstrukturere én af mine sider i forhold til dit råd.
Det har virket. Fra side 13-14 til 4 på hovedsøgeordet, og sikkert godt på vej længere op.
Stående ovationer herfra
30. November 2008 - 13:01
Det er jo skønt, når teori og praksis følges ad! Tak for roserne!
19. December 2008 - 11:45
Hej Thomas – Først tak for et rigtigt godt kursus i SEO i Aab Lounge ! Det satte ting igang. – Her lige et spørgsmål måske mere af generel karakter: Jeg har på et site arbejdet meget med side titler efter dine gode anvisninger. Det er et stort site med mange sider og jeg er på vej igennem alle. Det er ca. en uge siden og har ændret omkring 50 sidetitler på sitet. Men ved site:xxxxx.dk har jeg ikke endnu kunne observere at det ses. Har det noget med Googles Indekserings tid at gøre? – Skal jeg vente nogle uger med at kunne se resultater.
- Ser i øvrigt frem til et kursus hvor du fortæller om SEM Google Adwords.
Tak for dine gode indlæg – De er virkelig gode !
4. January 2009 - 02:36
Hej Per
Tak for roserne! Har du fået løst dit problem, mens jeg susede rundt i Florida?
Generelt kan der ikke svares på dit spørgsmål – nogle gange opdateres Googles indeks i løbet af minutter, og andre gange tager det en uge eller mere.