Weblog om bl.a. SEO og SEM

Søgemaskineoptimering – SEO Blog med Rosenstand

Fyn mangler online folk

Wednesday, 25. November 2009 - 17:56 af Thomas Rosenstand

For ikke så længe siden holdt jeg et foredrag i Odense, hvor cremen af det fynske erhvervsliv var mødt op – det skrev jeg lidt om her: Fyn er fin. Nu er jeg blevet kontaktet af Udviklingsforum Odense, som stod bag arrangementet – og de har et problem, siger de. Og problemer er som bekendt til for at løses. Jeg vil gerne give en hånd med netop det problem, som Fyn står med her – for det handler om det, jeg har prædiket i årevis.

Fyn mangler specialister

Her er et udsit af den mail, jeg fik fra Udviklingsforum Odense:

Tak for sidst – vi lever stadig højt på de gode anvisninger, du gav vores virksomheder. Mange af dem er gået hjem og har arbejdet videre med det – men de har også indset, at de har brug for hjælp.

Jeg skriver fordi jeg vil høre, om du kan sende en forespørgsel ud i dit netværk? Sagen er den, at flere af vores fynske virksomheder er klar til at oprette stillinger indenfor ‘online markedsføring’ og derfor har brug for folk, der kan søgemaskineoptimere. Kender du nogen, ved du hvor vi går hen for at få dem i tale – hvordan griber vi det an? For der er jo ikke nogen, der uddanner folk direkte til det her.

Jeg ved, at mange online folk læser med her, og det kunne jo være, at nogle af dem har en ambition om et godt job på øen, hvor pigerne strør persille i sengen og byder velkommen i det grønne (gammel talemåde).

Derfor: Kan du noget? Er du frisk på at mødes med nogle af de mest spændende virksomheder på Fyn, der står parate med spændende muligheder og dedikation til at rende med det hele online? Skynd dig at kontakte Maria Hunosøe fra Udviklingsforum Odense. Hun koordinerer og sætter de rigtige mennesker sammen. Og Maria finder du her:

maria

Jeg ved godt, at der er mangel på SEO folk i Danmark (altså dem der kan noget), men her er der tale om mere allround online folk, så mon ikke der skulle være et par stykker? Tag en snak med Maria – hun er utroligt sød og fremme i skoene. Er du?

Rosenstand out!

Om forfatteren

Thomas Rosenstand har skrevet 447 artikler på denne blog.

Tak fordi du læste med så langt - jeg er glad for, du kiggede forbi her!


Seneste video fra mig:

Relaterede artikler:

  1. Priser på online markedsføring “Jamen – det er da...
  2. Jeg elsker fynboer! I sidste uge havde jeg...

16 kommentarer

  1.  Brian Bentzen skrev som kommentar:

    Hej Thomas

    Super.

    Jeg har straks taget kontakt til Maria.

  2.  John Mortensen skrev som kommentar:

    Det er korrekt at der mangler SEO folk her på Fyn. Der er dog lige en ting man skal huske på, og det er Fynboer helst ikke betaler for noget som helst :)

    Jeg har tidligere lavet opgaver for et par firmaer, men kørte hurtigt sur i det. Det meste gik ud på at forklare hvorfor SEO koster penge, og jeg altså ikke kunne effektivisere mit arbejde yderligere.

    Så prøv! Men forvent ikke det store ;)

  3.  Janno Damgaard Lassen skrev som kommentar:

    Nu er jeg godt nok ikke den store tilhænger af persille eller andre krydderurter i min seng, men jeg kan varmt anbefale Fyn og fynboerne.

    Har i en del år tilbragt en god uge hver sommer i Nordjylland, i selskab med en flok fynboer, og det var dejlige mennesker langt de fleste af dem.

    Så er du interesseret i online markedsføring, og ikke bange for at flytte så tag chancen, jeg bakker Hr. Rosenstands anbefaling op med mine personlige erfaringer.

  4.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    Hej John
    Der er jo tale om ansættelse af mennesker – ikke om konsulentopgaver.

  5.  Brian Bentzen skrev som kommentar:

    Hej Thomas og John

    Ok, jeg så det også som konsulentopgaver:-)

  6.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    OK – det er måske mig, der ikke har skrevet det tydeligt nok så. Jeg troede blot, at når der står “oprette stillinger”, “job på øen” osv. så ville det være tydeligt. Men altså: Der er tale om deciderede stillinger med løn, pension og alt det der.

  7.  Brian Bentzen skrev som kommentar:

    Ja ja, det kan jeg godt se:-)

    Og kom så ud i solen med dig!

  8.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    Jeg er nødt til at arbejde i hvert fald her i formiddag – og i eftermiddag er det sikkert alt for varmt at være i solen. Den rene ynk, hva’? :-)

  9.  Brian Bentzen skrev som kommentar:

    Til din utvivlsomt store glæde kan jeg fortælle dig, at solen har lysnet de massive skyer hen over Odense i dag…

    Men det gør det også lidt nemmere at arbejde :-)

  10.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    Det glæder mig at høre! Byen med Danmarks næstkønneste piger gør sig bedst i solskin!

  11.  Brian Bentzen skrev som kommentar:

    Nå ja efter Svendborg selvfølgelig!

  12.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    Altså – Danmarks smukkeste pige sidder i Coral Springs i Florida lige overfor mig nu ;-) Men ja – jeg kan godt huske Svendborg fra mine unge dage.

  13.  Thomas Søndergaard skrev som kommentar:

    For at en professionel serviceindustri kan blomstre er der også behov for professionelle kunder, så udover at der er mangel på profesionelle SEO folk er der også mangel på marketingfolk der er kvalificerede til at efterspørge en professionel service.

    De fleste marketingfolk ved hvordan de skal opstille et marketingbrief med mål og krav hvis en brochure, emballage eller en pressemeddelelse skal outsources, men SEO er desværre et abstrakt koncept for de fleste.

    Da jeg startede min egen virksomhed for lidt over et år siden var det mindste problem at formulere mine forventninger om udformningen af min hjemmeside til min designer og hjemmesidesnedker. Det gik dog hurtigt op for mig at jeg var på herrens mark med hensyn til at stille krav om en opbygning og struktur efter alle optimeringskunstens regler. Resultatet er at jeg efterfølgende har brugt oceaner af tid på at finde ud af hvad der burde have være gjort anderledes og det har været (og er stadig) et stort arbejde at omstrukturere og omkonfigurere for at rette op på manglerne.

  14.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    Hej Thomas
    Det er et kendt problem, og det er faktisk lidt af en skamplet på webbureauerne generelt, at det overhovedet skal være nødvendigt for en kunde at opstille krav til søgemaskinevenlighed. Det burde vær eimplicit i enhver ny hjemmeside i dag. Men der er MEGET lang vej igen – jeg tror, at det er mindre end 2 ud af 10 opgaver, hvor vi ikke skal nurse en ombygning først, fordi hjemmesiden er fejlkonstrueret i forhold til SEO. Og problemet er faktisk størst med hjememsider far de allerstørste webbureauer.

  15.  Maria Hunosøe skrev som kommentar:

    Hej Thomas og I andre

    Dejligt med fokus på søgemaskineoptimering som håndværk – og med fokus på Fyn som fin. Her på min pind er det en af opgaverne at sørge for at kloge hoveder kommer til øen, bliver her og skaber vækst i vores virksomheder. Det lyder meget abstrakt, men det er ret konkret.

    Og i dette tilfælde har vi fået en masse mails fra gode og dygtige folk – henvendelser som jeg ekspederer videre til de relevante, fynske virksomheder. Vi har tre netværk kørende – hvor fokus er ‘optimering af webshops’ – og der er 68 fynske webshops tilknyttet. Jeg kan sige, at de virksomheder fuldt ud er klar over HVAD søgemaskineoptimering er, hvorfor det er vigtigt, og at det koster penge. Thomas har fortalt dem om det, det samme har Martin Thorborg, og de har selv nævnt netop ‘synlighed’ som det væsentligste indsatsområde for deres arbejde med webshoppen.

    Så… TAK Thomas, fordi du bloggede og hjalp. Og tak til alle jer, der har henvendt jer!

  16.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    Velbekomme, Maria :-)

Læg en kommentar

Bemærk: Alle kommentarer skal godkendes og kan ikke ses af andre end dig selv, før de er godkendte. Naturligvis accepterer vi ikke anonyme kommentarer, men du kan bede os fjerne dit navn og erstatte det med et synonym. Vi skal bare vide, hvem du er. Glem fake mailadresser - din kommentar ryger direkte i spamfilteret, hvis du ikke er parat til at stå ved, hvad du skriver! Vi forbeholder os ret til at afvise kommentarer.

Læsernes tags:

  • krydderurter fyn foredrag
  • store fynske virksomheder