Når medierne får (primadonna)nykker
Thomas RosenstandHvert år – når sæsonen for den “store brune muskel” nærmer sig – går jeg i mediehi. Jeg orker ikke at se eller høre om små tynde mænd med faste balder, der tramper op og ned af nogle bakker i Frankrig. Endsige høre voksne mænd i rollerne som kommentatorer, når deres stemmer knækker over i vild begejstring over, at en eller andet lille mager og kridhvid pillik ovre fra Sjælland et sted kommer først over målstregen. Og hvad er det for noget med den gule trøje og den prikkede trøje? Og kan man køre med to trøjer på én gang? Never mind – nu er Tour de Doping ovre for i år, og dette indlæg handler ikke særlig meget om de der cykeldrenge og deres umådeholdne indtag af kemikalier. Det handler mere om den rolle, som aviser og tv m.fl. er i gang med at indtage.
Trods mine ihærdige forsøg på at ignorere den der franske cykeltur kunne jeg ikke undgå at høre, at nogle tyske tv-stationer valgte at standse reportagerne fra cykelstierne, fordi nogle af cyklisterne blev taget for doping. Hmm…
Efterfølgende har selv en sindig aviskoncern – Nordjysk Medier – meddelt, at de ikke længere vil skrive og fortælle om cyklisternes præstationer. Se citat her:
“Vi vil ikke længere beskrive atleternes præstationer på landevejene. Vi har ikke længere tænkt os at skrive lange jublende reportager om en rytter, der har bestiget et bjerg eller kører en fantastisk enkeltstart. Vi har stadig tænkt os at skrive om de problematikker, som er i idrætsgrenen og idrætsgrenens generelle udvikling,” siger sportsredaktør på Nordjyske Medier, Mikkel Ottesen, til TV 2 Sporten.
Det er jo både de angelsaksiske såvel som de nordjyske mediers eget valg. Men lad os lige vende skråen og vurdere, hvad det kan betyde for fremtidens mediedækning af stort og småt i verden:
Hvis nu en avis synes, at de autonome er rigtig dumme, fordi de kaster med sten i stedet for at protestere på lovlig vis? Skal samme avis så undlade at rapportere om nye terroistangreb i København i forbindelse med det nu lykkeligt nedrevne ungdomshus? Og nøjes med at skrive om selve problematikken, fordi de hætteklædte terrorister begår ulovligheder?
Eller hvis nu en avis holder helt op med at skrive om biler og bilister. Det ER jo faktuelt, at flertallet af bilister overtræder Færdselsloven dagligt. Når en ukendt procentdel af cykelrytterne har en latent trang til EPO, kan det få aviserne til at lægge armene over kors og være rigtig sure. Hvad vil der ikke ske med emnet biler og bilister så – for her ved vi jo ret præcist, at de fleste kører for stærkt.
Jeg kan godt regne ud, at de ansvarlige hos de enkelte medier mener, at de kan påvirke sponsorerne til at påvirke rytterne til at holde igen med kanylerne. Men er det mediernes opgave?
Nu er jeg ikke abonnent på det nordjyske indslag i aviskrigen, men var jeg, ville jeg da opsige aftalen med det samme. Ikke fordi jeg ikke kan læse om en eller anden stor brun muskel, men fordi mine nyhedskilder ikke skal censurere, hvad jeg skal læse om. De må gerne farve det i henhold til deres overbevisninger – det gør alle medier jo. Se bare på det ræverøde DR i forhold til det mere liberale TV2. Men ligefrem undlade at skrive om noget, blot fordi der foregår ulovligheder i det, de skulle skrive om? Lev den politik ud konsekvent – så bliver det dælme billigt at trykke avisen!
Det bliver en smule krampagtigt, for mens de små gutter trampede i pedalerne endnu, var der fuldt blus på mediernes gryder, og dommene faldt i hurtig rækkefølge i aviser og tv. Den danske kylling blev kørt gennem vridemaskinen – fyret fra sit hold og sendt hjem fra en nærmest sikker sejr. Måske har han løjet – måske ikke. Men han har da bestået samtlige dopingprøver under hele cykelløbet.
Nu er det mere eller mindre historie – og dermed er det ret harmløst, når en avis melder ud, at de ikke vil skrive om de professionelle cykelryttere. De skulle måske have haft modet til at tage den beslutning, mens løbet stadig var i gang? At beslutningen først kommer nu, hvor finalen er ovre, kan jo ikke skyldes frygt for at miste læsere, for dem må man have et absolut distanceret forhold til for at beslutte, at nu er cykelrytterne dumme, så dem gider vi ikke skrive om.
Det ligner lidt situationen, hvor den lille gut stiller sig an og siger: “Bare kom an og få nogle øretæver”, når bøllerne for længst ER kørt deres vej. Det er risikofrit – og det er hult.
Hvad synes du? Skal aviser og tv boykotte en sportsgren, fordi der foregår urent trav i den? Og hvis du synes, de skal – skal de så også holde op med at transmittere fodbold (hvor nogle spillere er så pumpede af smertestillende medicin, at de nærmest er zombier)? Lad høre…?
Rosenstand out!
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Livet i et reklamebureau Lad os tage hul på...
- Hvordan når man at skrive en bog Lad mig starte med at...









Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



1. August 2007 - 11:42
Jeg forudser en MEGET, MEGET tynd avis og en ULTRAKORT TV-avis!
Sjældent har jeg da hørt mage til VRØVL…ja, undskyld, at jeg råber…men det er jo totalt ignorant ud af tåbernes sti.
Hvis man vil boykotte alt hvad der lugter af lovbrud, misbrug eller overforbrug, og kun beskrive problematikkerne ved det, så bliver det godt nok nogle underlige medier, vi kommer til at omgive os med fremover.
Men måske er det bare sådan en ‘so-ein-ding-muss-ich-auch-haben’ udtalelse; hvis det er moderne i Tyskland, slår det måske også igennem i Danmark…og se så lige hvem, der var først.
Nå, jeg fortsætter altså med at høre Robbie Williams lidt endnu, selvom rygtet vil vide, at også han sniffer andet end Asonor fra Matas.