Hvad skal du lave, når det regner?
Thomas RosenstandRegnvejr – lave skyer – blæst – kulde. Ingredienserne til det der kaldes sommer i Danmark. Mine tanker går til de stakkels mennesker, der har lejet et dyrt sommerhus i Danmark i denne periode. Hvad kan man få tiden til at gå med, når kalenderen siger sommer og vejret siger oktober? Mon ikke tiden er inde til en af de berømte og berygtede Top 10 lister?
Her er mit bud på en Top 10 over begavede (og mindre begavede) sysler i spredt fægtning og tilfældig rækkefølge:
- Tag din kæreste, kone eller mand med i sofaen – og giv jer til at nulre hinandens tæer. I løbet af ganske kort tid vil I opdage, at en sådan primatagtig beskæftigelse vil løsne en masse blokeringer, og I får talt om ting, I ellers aldrig når. Husk at vaske hænder bagefter!
- Hvis du kun har fem minutter at slå ihjel, kan du læse partiprogrammet fra Ny Alliance – og lære det udenad. Brug de sidste tre minutter til at stirre ud i regnen.
- Lav en søgning på Google på dit eget navn – og lær, hvad verden mener om dig. Hvis der intet står om dig: Gå til nærmeste spejl og konstatér, om du eksisterer.
- Køb computerspillet Half-Life 2 og skyd, til du ikke har flere spændinger i dig. Konstatér efterfølgende, at der er gået fire timer, siden du begyndte at spille.
- Kør et sted hen, hvor der holder mange sænkede BMW med perlekæder i forruden. Stil dig udenfor med et skilt fra Den Danske Forening. Når det bliver nødvendigt, skal du løbe, løbe og løbe. Hvis det lykkes dig at løbe hurtigt nok, slipper du væk – og du har tabt en hel del overflødigt fedt. Husk at parkere din bil et andet sted…
- Besøg den lokale tatovør og få en skamfering et sted på din krop, der effektivt forhindrer dig i at kunne klæde dig, som du vil i fremtiden. Så vil du altid huske på de hyggelige dage i regnvejret.
- Lav noget lækker mad – og nyd den andagtsfuldt med god vin og ro omkring dig. Lad være med at spilde dine penge og dit velbefindende på elendige produkter som Kærgården, sødemidler, flødeerstatninger og andre vederstyggeligheder. Køb ordentligt smør (Thise smør kan anbefales), brug godt sukker, ren fløde og friske grøntsager. Hvis du bruger regnvejrsdagene på den slags, vil du sandsynligvis aldrig mere orke inferiøre råvarer. Og køb dog en ordentlig vin!
- Gør noget, du normalt aldrig ville gøre. Måske er det en tur på museum eller en vandring i skoven? Eller noget helt andet. Men gør det – for måske kommer solen, og så står den jo på solvogn og forbrænding, ikke?
- Hvis du har børn, kan du passende gøre dem en tjeneste ved at give dem det, skolerne åbenbart er holdt op med at give dem: Historie! Fortæl dem om vores fortid, om 2. verdenskrig, om vikingerne, om Struense eller andre spændende ting fra den tid, der har gjort os til det, vi er i dag. Og det behøves! Jeg har oplevet unge mennesker på 15-17 år, der var lidt i tvivl om, hvem ham der Hitler var…
- Sæt dig ned og skriv et indlæg på din weblog. Hvis du ingen har – så få dig én! Det er ret hyggeligt. F.eks. har jeg skrevet dette i stedet for en tur på min bike – for vejret blev ikke til to hjul i aften.
Se – det var mine 10 bud på sysler, du kan beskæftige dig med. Har du andre bud?
Hyg dig med denne video, der viser, hvad grafikere laver, når de keder sig:
[youtube hYMRepK_aqw]
Rosenstand out!
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Så skal vi have lidt SEO, Riisager! Den gode Riisager vil hellere...
- Google Sitelinks – Hvad er nu det? I dag sendte jeg en...
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



1. August 2007 - 11:28
Hejsa
Det var da nogle super råd, men nu er jeg hverken gift, har kæreste eller børn, så der var et par ‘beskæftigelser’ jeg ikke havde mulighed for at gennemleve.
Efter tre måneders sommerferie (i sin egen lejlighed), så begynder kedsomheden så småt at banke på.
Du er velkommen til at skrive til min mail, hvis du har flere gode aktiviteter
Mvh. Kia.