Den der Google eksamen
Thomas RosenstandFor snart et år siden blev jeg “Google AdWords Qualified Professional“. Jeg valgte at tage den “eksamen”, fordi der er så mange, der tilbyder at forestå AdWords kampagner for andre – og kun et fåtal af dem har begreb om, hvad de roder med. Det er sørgeligt men sandt!
Jeg vil bestemt ikke påstå, at man er professor udi Google AdWords, blot fordi man har bestået deres eksamen. Men for at gå op til eksamen kræves der en del viden om systemet og – nok endnu mere vigtigt – der stilles krav til, at “kandidaten” har administreret konti i en periode og med et vist forbrug. De godt 100 spørgsmål i eksamen skal besvares på en time, og sværhedsgraden svinger fra “ufatteligt let” til “rigtig svært”. Efter bestået eksamen må man så “pynte sig” med det særlige “Google AdWords Qualified Professional” logo.
Og hvad så? Jeg kan sige, at jeg ikke selv er blevet væsentligt klogere af at tage den eksamen. Reelt er det eneste udbytte, at jeg kan dokumentere overfor potentielle kunder, at jeg har styr på Google AdWords. Det er også godt nok – set i lyset af, at snart sagt ethvert webbureau tilbyder at køre AdWords for kunder. Jeg er jævnligt blevet spurgt om, hvilke faresignaler der kan være værd at holde øje med som mulig køber af AdWords kampagner via et bureau. Der er flere, men det væsentligste faresignal i mine øjne er, når bureauet opkræver betalingen for klik direkte hos kunden. I min verden skal bureauet aflønnes for opsætning af kampagnen og for vedligeholdelsen – IKKE for klikafgifterne. Disse bør være en sag mellem kunden og Google.
Når jeg mener dette, skyldes det, at jeg har en hel posefuld af historier om virksomheder, der har købt en AdWords kampagne via et bureau og der betalt et fast beløb for et antal besøg på hjemmesiden. F.eks. en kunde, der har betalt 12.000 kr. for at få 3.000 besøgende på hjemmesiden. Aftalen indeholdt ingenting om, inden for hvilket tidsrum disse besøg skulle komme. Jeg blev bedt om at tjekke kampagnen, og det viste sig, at det pågældende bureau havde lavet en kampagne med i alt 18 søgeord. Det dyreste lå med en klikpris på 80 øre. Gennemsnitsprisen pr. klik for alle søgeord var 50 øre.
50 øre x 3.000 klik er 1.500 kr. Differencen op til de 12.000 kr – altså 10.500 kr. ekskl. moms – var det beløb, som bureauet kunne stikke i lommen for at lave kampagnen. Jeg fik adgang til administrationen, og jeg vil mene, at det maksimalt kan have taget en time at lave kampagnen, som i øvrigt var temmelig dårligt skruet sammen.
OK – jeg synes, det er fint at tjene penge. Og endnu finere at tjene mange penge. Men forhold som det beskrevne tangerer optrækkeri – ganske enkelt. Jeg er en varm tilhænger af, at man skal tage betaling for sine kompetencer, og mine egne er bestemt heller ikke gratis. Men at stikke 10.500 kr. i lommen for en times arbejde på en dårligt udført AdWords kampagne er ikke artigt.
Skal jeg runde denne af, må facit være: Et Google AdWords Qualified logo er en garanti for, at indehaveren har en vis erfaring med AdWords og har kunnet bestå en “eksamen”. Der er masser af dygtige folk derude, der af den ene eller anden grund ikke har taget eksamen, men som er i stand til at lave virkeligt gode AdWords kampagner. Og der er – desværre – endnu flere, der tilbyder disse services uden at ane, hvad de roder med. Men sådan er det jo i alle brancher.
Update 24. april: Better-Internetmarketing.dk følger dette indlæg op på deres blog: Mere om AdWords kampagner
[tags]google, adwords, ppc, online marketing, seo[/tags]
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Pas på – svindlere udgiver sig for Google partnere Vi har valgt at lægge...
- Vi snupper lige to år mere som Google Advertising Professional Jeg har tidligere skrevet om...
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



5. November 2006 - 21:22
man får helt lyst til at tage denne eksamen…