Weblog om bl.a. SEO og SEM

Søgemaskineoptimering – SEO Blog med Rosenstand

Jeg foretrækker blærerøvene

Sunday, 10. December 2006 - 23:09 af Thomas Rosenstand

Jeg nyder at samarbejde med mennesker, der er stolte af det, de laver. Ikke bare lidt stolte – men RIGTIG stolte. Og skal det være rigtig godt, må de gerne prale en smule af, hvor gode de er. Ikke overdrevet – men bare en smule.

Jeg er så træt af middelmådighed, for erfaringen har lært mig, at jeg aldrig får andet end middelmådige løsninger fra mennesker, der optræder som middelmådige. Hvis du undrer dig lidt over, hvilken relevans til reklamer m.m. dette indlæg har, må du lige have tålmodighed et splitsekund endnu.

Du kender godt udtalelser fra brochurer, hjemmesider osv. som: “Vi bestræber os på at levere det bedste”, “Vi prøver at gøre kunden tilfreds hver gang” eller “Vi arbejder konstant på at opfylde vores mål om at levere branchens bedste løsninger”, ikke? Prøv lige at læse dem én gang til. Kan du se, hvad jeg mener med middelmådighed?

Jeg har da ikke lyst til at betale nogen for at prøve at gøre mig tilfreds! Jeg VIL gøres tilfreds. Og jeg VIL have leveret det bedste – ikke bare et forsøg på det. Og til dem der arbejder konstant på at opfylde deres egne mål om at levere branchens bedste løsninger: Kom igen, når I har opfyldt jeres mål. Før vil jeg ikke handle med jer!

Derfor kan jeg godt lide, når mine leverandører ser mig i øjnene og siger: “Rosenstand – ingen kan gøre det her bedre end jeg kan”. Folk, der siger sådan, har nemlig et velvoksent ego, som de plejer. Og de er parate til at gå langt – MEGET langt – for at fastholde det image af at være bedst, som er det eneste, de kan trives med. Når jeg møder dem, handler jeg med dem, for jeg ved, at de vil gøre alt for at sikre, at jeg også senere betragter dem som de bedste på deres felt. Og pludselig er prisen en sekundær parameter – for det er meget svært at argumentere for, at det bedste af det bedste skal koste mindre…

Jeg ved, det er sådan, det fungerer – for jeg er sådan selv. Der er nogle ting, jeg ved, jeg er god til. Nå ja – bedre end de fleste faktisk. Og da jeg samtidig er ærekær og har et latent behov for at blære mig lidt i ny og næ, har jeg lagt et kolossalt pres på mig selv. Jeg er NØDT til at leve op til det, jeg påstår, jeg er bedst til. Indrømmet – det giver af og til nogle ekstra timers arbejde, men det gør ikke så meget, for der kommer to vindere ud af det i den anden ende: Min kunde (som får det, han forventede + lidt til) og jeg (der kan høste lidt rampelys).

Derfor er Janteloven fuldstændigt og aldeles forbudt her på matriklen. Jeg vil ikke finde mig i den fra mig selv, mine medarbejdere eller vores kunder. Jeg kan huske en ansættelsessamtale for en del år siden, hvor vi skulle hyre en grafisk designer. Vi havde en skæg pige til samtale, og hen mod slutningen spurgte jeg hende: “Hvordan skal din udvikling være de kommende to år?” Hendes svar kom som skidt fra en spædekalv: “Jeg skal være kendt som hende den dygtige”. Hun fik jobbet – og hun blev kendt som hende den dygtige! Jeg er stolt på deres vegne, når medarbejderne her i huset siger, at det her får du ikke bedre. Og endnu mere stolt når vores kunder giver dem ret.

Jeg har nok sagt det før, men det får være: Lad os få nogle store armbevægelser med indhold! Vær stolt af det, du virkelig kan – og vent med at tale om det, du kun er på vej til virkelig at kunne. Der er så mange – ALT for mange – der leverer middelmådige varer og services. Det skyldes selvfølgelig, at der er et marked for det middelmådige – ellers ville de jo dø… Men det er ikke dig, der køber middelmådige varer og løsninger, vel?

Om forfatteren

Thomas Rosenstand har skrevet 447 artikler på denne blog.

Tak fordi du læste med så langt - jeg er glad for, du kiggede forbi her!


Seneste video fra mig:

Ingen relaterede artikler - endnu

2 kommentarer

  1.  JanTM skrev som kommentar:

    Helt enig!
    Herligt at der dermed er mere end én matrikel i landet, hvor Janteloven er forbudt :-)

    (Denne kommentar er lavet af verdens bedste anti-Jantelovs-kommentator på blogs :-) )

  2.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    Verdens bedste anti-Jantelovs-kommentator? Du tror da vist, du er noget? Hva’?

Læg en kommentar

Bemærk: Alle kommentarer skal godkendes og kan ikke ses af andre end dig selv, før de er godkendte. Naturligvis accepterer vi ikke anonyme kommentarer, men du kan bede os fjerne dit navn og erstatte det med et synonym. Vi skal bare vide, hvem du er. Glem fake mailadresser - din kommentar ryger direkte i spamfilteret, hvis du ikke er parat til at stå ved, hvad du skriver! Vi forbeholder os ret til at afvise kommentarer.