Weblog om bl.a. SEO og SEM

Søgemaskineoptimering – SEO Blog med Rosenstand

Arrogance eller overskud?

Saturday, 10. March 2007 - 00:03 af Thomas Rosenstand

Af og til møder man mennesker, der er anderledes end én selv. Nå ja – det sker selvfølgelig hele tiden. Jeg tænker her på anderledes i form af indre ro, selvsikkerhed og den slags. Som det er en del bekendt, er jeg en inderlig og absolut modstander af Janteloven i alle dens grimme afskygninger – og derfor skal den have et skud for boven sådan en fredag aften sent. Tilbage i december 2006 skrev jeg her på bloggen om, at jeg foretrækker blærerøvene – du kan læse indlægget her, hvis du har lyst. For nylig talte jeg med en god ven om bl.a. begrebet “arrogance” – og det var så den samtale, der fik mig til tastaturet.

For mange år siden havde jeg en chef, som havde en helt ubeskrivelig karisma. Han var imponerende i sin fysiske fremtoning, og han havde en stemme, der var dyb og lød, som om den blev forstærket af et toptrimmet lydanlæg. Tillige var han (det er han stadig) knagende dygtig og en umådeligt rar fyr. Langt de fleste af mine kolleger kunne rigtig godt lide ham samtidig med at de respekterede ham. Men der var selvfølgelig den sædvanlige gruppe, der kaldte ham “arrogant, bedrevidende og blærerøv”. Dengang tænkte jeg ikke særligt dybt over, hvad der fik de mennesker til at betragte ham sådan – jeg konstaterede bare, at de havde en anden opfattelse af ham end jeg.

Senere i mit liv er jeg flere gange stødt på lignende scenarier, hvor en mand (eller kvinde) er dygtig og ved det. Og hvor hverdagens stress og udfordringer tilsyneladende var mere brændstof end hæmsko for dem. Og altid – i disse menneskers periferi – står der en gruppe og hvisker: “Arrogant blærerøv”. Vi kender det alle, ikke?

Så var det, at det slog mig! Jeg har aldrig nogensinde hørt et af disse “plus-mennesker” omtale andre mennesker som hverken blærerøve eller som arrogante. Det ligger ganske enkelt ikke til den type mennesker at omtale andre på den måde. Heller ikke engang når de møder arrogance fra andre i ordets værste forstand. Og hvad der er endnu mere interessant: Det er næsten altid samme type mennesker, der står forrest, når andre skal stemples som arrogante.

Prøv at lægge mærke til det næste gang, du hører en person omtale et andet menneske som arrogant. Afsenderen er som regel karakteriseret ved en grundlæggende tro på Janteloven og dermed ude af stand til at finde ro i egne kompetencer og styrker. Den manglende ro og bekendelsen til den onde Jantelov skaber en ubalance i et menneskesind, som resulterer i trangen til at bruge ordet arrogant om de mennesker, der besidder den ro, de selv savner så inderligt.

Nu skal det her ikke gå hen og blive religiøst på nogen måde – det skal blot være et hip til de mennesker, der føler trang til at nedgøre andres indre og ydre ro med prædikatet arrogant: Tænk jer lige om en ekstra gang. Handler det mere om et ønske om, at du selv sad med samme stolthed over det, du er god til? Og har du i virkeligheden mere lyst til at spørge: “Hvordan får du overskud til at have det så roligt inden i dig selv?”.

Nu er der selvfølgelig ingen af denne blogs læsere, der fejltolker indre ro og overskud som arrogance – det ved jeg godt. Men måske kender I nogen, der gør?

Med dette lille indlæg uden særlig relevans til livet i et reklamebureau (og så alligevel) vil jeg ønske alle en god weekend, som tegner til at blive forårets indtog i Danmark.

Rosenstand out!

P.S.: Tag lige og brug to minutter på nedenstående gamle Bob Marley nummer i ny fortolkning med tilhørende animation. Hvis du ikke bliver glad inden i af den, er du udenfor pædagogisk rækkevidde :-)

Om forfatteren

Thomas Rosenstand har skrevet 444 artikler på denne blog.

Tak fordi du læste med så langt - jeg er glad for, du kiggede forbi her!


Seneste video fra mig:
Bookmark og del som du vil:
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Mixx
  • Google
  • LinkedIn
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • E-mail this story to a friend!
  • TwitThis

Relaterede artikler:

  1. Fartkontroller – pengemaskine eller sikkerhed? Her til morgen kørte jeg...
  2. Stress – eller bare fuld knald for fædrelandet? Sådan en fredag er det...

5 kommentarer

  1.  JanTM skrev som kommentar:

    Jeg synes generelt, at de mennesker, der ikke har vilje eller overskud til at gøre de ting, som de egentlig gerne ville, altid står forrest, når der skal udgydes Jantelov mod dem, der har vilje og/eller overskud.

    Det er vist de samme mennesker som B.S. hentyder til som “sur for en sikkerheds skyld”. Men dem om det. Mens de surmuler i deres utilstrækkelighed, vil jeg bruge min tid på at blive bedre til mit job, få mere i løn og købe en større bil. Så har de noget mere at mugge over :-D

  2.  Thomas Rosenstand skrev som kommentar:

    Det er så sandt, som det er skrevet! Og det er ret typisk dansk fænomen. Den (næsten) totale mangel på Jantelov i USA kunne vi virkelig lære noget af.

    Faktisk har alle de mavesure samme effekt på mig, som de åbenbart har på dig: Jo mere de brummer, jo mere får jeg lyst til at “føre mig frem”.

    Og når det så er sagt, skal der også lyde noget positivt i samme boldgade! I lørdags hentede jeg min nye motorcykel, og søndag var det herligt vejr, så jeg fik kørt små 200 kilometer på den. Der er ikke så mange af den model på gaden, så folk kigger altså lidt. På en tankstation var der flere mennesker, der var henne og spørge til den. Og flere roste dens udseende osv. Kun én spurgte til prisen – det var en ældre herre. Han fik den oplyst, og hans kommentar var: “Nå ja – var jeg yngre, ville jeg sgu’ også godt give det for sådan et dyr!”.

    Se – det er, hvad der kommer ud af at lytte til musikken i denne posting: Jeg bliver helt glad

  3.  JanTM skrev som kommentar:

    Musikken? Jeg er sikker på, at det er den der flyvende Volkswagen fyldt med hash du bliver glad af hehehe :-D

  4.  Rasmus Jensen skrev som kommentar:

    God blog.. selv om det er lang tid siden du har skrevet denne vil jeg godt komme med mit besyv til det…

    jeg er så sent som igår blevet kaldt arrogant og bedre vidende. (af en fuld og ærlig person) blev selvf lidt overrasket da jeg bare vil sige at jeg har fået en indre ro her de seneste par år som nok bliver forvekslet med arrogance..

    Spørgsmålet er så om jeg har noget at have det i.. det vil jeg så selv sige. Men man tænker alligevel over det når man får sådan en smidt i hovedet.

    mvh
    Rasmus

  5.  s.rosenquist skrev som kommentar:

    I øjeblikket har jeg problem med barnets skole. De siger at jeg underkender personalets arbejde. Fra mit standpunkt-siger jeg bare tingene som jeg ser dem,og påpeger at der findes muligheder i undervisningen. De vil allerhelst stemple mit barn resten af hans skoletid(som jeg ser det), i stedet for at bruge den rette tilgang-som de ikke engang gider finde ud af hvad det er. Føler at jeg har et stort problem nu,især fordi de er jo de “professionelle”, og de er mange, og jeg er bare en enlig mor,ufaglært og oveni alt det udlænding. Så føles det som om de ekstra har regnet med at få mig ned der. Jeg få jo at vide at jeg er arrogant. Min mening til gengæld er jo -at hvis de var profesionale,så vil de se bort fra følelsmæssige ting, og tænke over hvad er det jeg siger. Sådan som det er nu-bliver de bare fornærmet, og jeg ser ud til at have et problem.Og jeg er efterfølgende ved at blive tosset,sindsyg,rasende.Ville have været rart hvis jeg havde en anden intelligent “arrogant” bisidder med til møderne med skolen og kommunen.Alligevel -godt at vide at jeg ikke er den eneste her i verden…

Læg en kommentar

Bemærk: Alle kommentarer skal godkendes og kan ikke ses af andre end dig selv, før de er godkendte. Naturligvis accepterer vi ikke anonyme kommentarer, men du kan bede os fjerne dit navn og erstatte det med et synonym. Vi skal bare vide, hvem du er. Glem fake mailadresser - din kommentar ryger direkte i spamfilteret, hvis du ikke er parat til at stå ved, hvad du skriver! Vi forbeholder os ret til at afvise kommentarer.

Læsernes tags:

  • arrogance
  • arrogacer