Af og til møder man mennesker, der er anderledes end én selv. Nå ja – det sker selvfølgelig hele tiden. Jeg tænker her på anderledes i form af indre ro, selvsikkerhed og den slags. Som det er en del bekendt, er jeg en inderlig og absolut modstander af Janteloven i alle dens grimme afskygninger – og derfor skal den have et skud for boven sådan en fredag aften sent. Tilbage i december 2006 skrev jeg her på bloggen om, at jeg foretrækker blærerøvene – du kan læse indlægget her, hvis du har lyst. For nylig talte jeg med en god ven om bl.a. begrebet “arrogance” – og det var så den samtale, der fik mig til tastaturet.

For mange år siden havde jeg en chef, som havde en helt ubeskrivelig karisma. Han var imponerende i sin fysiske fremtoning, og han havde en stemme, der var dyb og lød, som om den blev forstærket af et toptrimmet lydanlæg. Tillige var han (det er han stadig) knagende dygtig og en umådeligt rar fyr. Langt de fleste af mine kolleger kunne rigtig godt lide ham samtidig med at de respekterede ham. Men der var selvfølgelig den sædvanlige gruppe, der kaldte ham “arrogant, bedrevidende og blærerøv”. Dengang tænkte jeg ikke særligt dybt over, hvad der fik de mennesker til at betragte ham sådan – jeg konstaterede bare, at de havde en anden opfattelse af ham end jeg.

Senere i mit liv er jeg flere gange stødt på lignende scenarier, hvor en mand (eller kvinde) er dygtig og ved det. Og hvor hverdagens stress og udfordringer tilsyneladende var mere brændstof end hæmsko for dem. Og altid – i disse menneskers periferi – står der en gruppe og hvisker: “Arrogant blærerøv”. Vi kender det alle, ikke?

Så var det, at det slog mig! Jeg har aldrig nogensinde hørt et af disse “plus-mennesker” omtale andre mennesker som hverken blærerøve eller som arrogante. Det ligger ganske enkelt ikke til den type mennesker at omtale andre på den måde. Heller ikke engang når de møder arrogance fra andre i ordets værste forstand. Og hvad der er endnu mere interessant: Det er næsten altid samme type mennesker, der står forrest, når andre skal stemples som arrogante.

Prøv at lægge mærke til det næste gang, du hører en person omtale et andet menneske som arrogant. Afsenderen er som regel karakteriseret ved en grundlæggende tro på Janteloven og dermed ude af stand til at finde ro i egne kompetencer og styrker. Den manglende ro og bekendelsen til den onde Jantelov skaber en ubalance i et menneskesind, som resulterer i trangen til at bruge ordet arrogant om de mennesker, der besidder den ro, de selv savner så inderligt.

Nu skal det her ikke gå hen og blive religiøst på nogen måde – det skal blot være et hip til de mennesker, der føler trang til at nedgøre andres indre og ydre ro med prædikatet arrogant: Tænk jer lige om en ekstra gang. Handler det mere om et ønske om, at du selv sad med samme stolthed over det, du er god til? Og har du i virkeligheden mere lyst til at spørge: “Hvordan får du overskud til at have det så roligt inden i dig selv?”.

Nu er der selvfølgelig ingen af denne blogs læsere, der fejltolker indre ro og overskud som arrogance – det ved jeg godt. Men måske kender I nogen, der gør?

Med dette lille indlæg uden særlig relevans til livet i et reklamebureau (og så alligevel) vil jeg ønske alle en god weekend, som tegner til at blive forårets indtog i Danmark.

Rosenstand out!

P.S.: Tag lige og brug to minutter på nedenstående gamle Bob Marley nummer i ny fortolkning med tilhørende animation. Hvis du ikke bliver glad inden i af den, er du udenfor pædagogisk rækkevidde

Om forfatteren

Thomas Rosenstand har skrevet 444 artikler på denne blog.

Tak fordi du læste med så langt - jeg er glad for, du kiggede forbi her!

• Søgemaskineoptimering
• Twitter
• Facebook

• Feriemail autosvar

Relaterede artikler:

1. Fartkontroller – pengemaskine eller sikkerhed? Her til morgen kørte jeg...
2. Stress – eller bare fuld knald for fædrelandet? Sådan en fredag er det...