Langsomme sider giver højere klikpris
Thomas RosenstandGoogle har netop gjort det officielt: Dine landingssiders loadtid (den tid det tager at loade siden) bliver nu en del af den samlede vurdering af sidens kvalitet – og dermed en faktor i Googles beregning af din pris pr. klik på AdWords. Det handler om den såkaldte AdWords Quality Score, hvor Google bedømmer den samlede kvalitet af den side, dine gæster lander på, når de har klikket på en AdWords annonce. Snup et Podcast om sagen, hvis du hellere vil lytte end læse.
Der er desværre mange, der ikke kender til Quality Score faktoren. Nå ja – jeg kender heller ikke til at udregne belastningsdiagrammer for en tagkonstruktion, så derfor overlader jeg det til min tømrer at lægge nyt tag – hvis du forstår, hvad jeg mener…? Jeg har lige skrevet om noget lignende i en lidt anden anledning: AdWords kvalitet
Hvorfor blander Google sig i kvaliteten af dine sider?
Det spørgsmål får jeg tit, og svaret er ligetil: Google lever (primært) af annonceindtægterne fra AdWords. For at leve godt, skal så mange af Googles brugere som muligt benytte AdWords som en vej til det, de søger. Hvordan får Google flere mennesker til at klikke på AdWords annoncerne? Det gør de ved at sikre, at destinationen for et klik er så relevant som muligt. Og nu altså også så hurtigt at loade som muligt.
Det er jo sund fornuft, for hvorfor klikke på AdWords, hvis man aldrig eller sjældent finder det, man søger? Derfor er det en dødssynd at sende sine gæster ind til forsiden – med mindre det er der, produktet eller servicen primært sælges (og det er det sjældent). Men du sender selvfølgelig dine gæster fra AdWords direkte til den mest relevante side, ikke?
Læs mere om Google Quality Score her: Destinationssider og kvalitet
Men hvor langsom er for langsom så?
Her er det typisk Google’sk: Det siges der ikke noget om. Men regn indtil videre med, at en side ikke bør tage mere end ca. fire sekunder at loade, når du benytter dette glimrende værktøj: http://tools.pingdom.com/fpt/
Efterhånden som denne ekstra parameter implementeres i Quality Score for dine annoncer, vil du kunne se Googles vurdering af din loadtid direkte i din administration. Men hvorfor vente? Hvis du har en langsom hjemmeside, og dine landingssider er tilsvarende langsomme, er det nu, du skal have fat i din programmør og/eller dit webhotel. Det er jo rart at være på forkant, ikke?
Med dette tiltag er der slået endnu et søm i det faktum, at større AdWords kampagner ikke er noget, man selv skal sidde og rode med – med mindre man har tjek på sagerne.
Snup et Podcast om emnet her: [audio:adwords-quality.mp3]
Med ønsket om en herlig weekend og gode landingssider til alle:
Rosenstand out!
Seneste video fra mig:
Relaterede artikler:
- Nyt dansk forum om Google AdWords Google har i dag annonceret...
- Load tid nu implementeret i Quality Score At Google i et stykke...
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her - og modtag nyheder gratis:



7. March 2008 - 16:43
Hej Thomas
Det er jo egentlig ganske logisk. På samme måde som Google og andre søgemaskiner lever af, at levere relevante resultater, så skal de betalte søgeresultater også være relevante. Både med hensyn til indhold på destinationssiderne og i et usability-perspektiv. Og nu blev noget af det endeligt officielt.
Jeg har netop testet Pingtool på flere af vores kunders websteder. Glimrende værktøj. Især som visuelt argument til nogen af de kunder, som elsker tung grafik og andet, der tager tid at downloade. Tak for tippet.
God weekend herfra.
Mange hilsner,
Brian Bentzen
7. March 2008 - 16:47
Velbekomme – og i lige måde.
7. March 2008 - 16:51
Jeg har funderet lidt over hvor og hvordan de har tænkt sig at måle svartiden. Altså har de taget højde for, at måle det fra de steder hvor annoncen skal vises? Og hvis de har det, hvad så med en kampagne både rettet mod US, UK og AU – laver de så en gns. quality score beregning osv., eller bliver man bøffet for den dårligste? Hvor ofte måler og udregner de det? Det er jo ikke altid at samme tidspunkt giver samme resultat osv.
For mig at se roder de egentlig med noget der er rimeligt komplekst. De fleste web hosts, små som store, kan slet ikke leve op til sådanne krav om svartider – desværre.
Skal vi til at hoste alle vores landing pages ovre i staterne, hvor der dog stadig vil være stor forskel på load tiderne? Eller måske ligefrem bruge en Google service til at hoste dem..?
Medmindre det kun er sider med decideret elendig svartid der risikere en lavere QS, så tror jeg lidt at de endnu engang er kommet med et tiltag, der gør Adwords mere profitabelt for virkelige eksperter, og de resterende 99 komma-et-eller-andet får det sværere. Godt eller skidt, kommer så an på hvor man er i “fødekæden”.
7. March 2008 - 16:54
Jep – det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke svaret, men det kan jo være, at der bliver en regionalisering.
For eksempel sidder “vores folk” vedr. AdWords i Irland, og det kan jo tænkes, at loadtider opgøres så regionalt som muligt. Ellers vil konceptet ikke rigtig holde. Uden at vide det: Jeg vil tro, at Google har taget højde for dette.
9. March 2008 - 16:36
Som altid en spændende og god indsigts artikel.
Bare for at slå det fast med syv-tommers, det er rigtigt forstået at denne ændring kun har indflydelse på adwords kampagner og ikke den alm. site-ranking på google.
9. March 2008 - 17:32
Hej Hans
Det er korrekt forstået! Loadtiden har altid ( længe i hvert fald ) haft indflydelse på crawl, indeksering og ranking i de organiske resultater. Så der er intet ændret.
21. April 2008 - 08:28
Hej Thomas
Kunne man ikke forestille sig at samme loadtid ville have indflydelse på en sides page-ranking? Hvis jeg hed Google og alligevel have informationen til rådighed, ville jeg da bruge den hvor jeg kunne.
Mvh Flemming
Og så lige lidt fedteri – så dig på Webtops brugerkonference sidste år, godt indlæg som jeg har haft meget glæde af.
21. April 2008 - 09:24
Hej
Jo – det kan man sagtens forestille sig. Også her er der en god sammenhæng mellem brugervenlighed og søgemaskineoptimering: Gør loadtiden så kort som muligt – så e både bots og mennesker glade!
Fedteri? Det er da bare roser, og dem er jeg glad for, så tak for dem!