Weblog om bl.a. SEO og SEM

Søgemaskineoptimering – SEO Blog med Rosenstand

Hip hurra det er vores fødselsdag!

Sunday, 30. September 2007 - 16:28 af Thomas Rosenstand

Den 1. oktober 1999 blev Charlotte Bülows lille “one woman firma” til Concept Interest – og det betyder, at vi kan fejre 8 års fødselsdag mandag. Det er gået stærkt, det har været vildt – og det er fortsat vildt.

Dengang hørte firmaet hjemme i et lille kontor i et rækkehus i Aalestrup. I juli 2000 blev pladsen for trang, og firmaet rykkede til Ladelund, hvor vi stadig er. I skrivende stund er vi for anden gang siden 2000 ved at udvide faciliteterne her.

Når vi ser tilbage på de forgangne 8 år, er det sjovt at se, hvordan udviklingen reelt er foregået. Den har været markedsledet sådan at forstå, at virksomheden har justeret sit udbud af services og produkter efter de nicher, vi opdagede hos enkelte kunder og i hele brancher undervejs. Det har virket, og det har sikkert virket bedre end at prædefinere udbudet og så kæmpe for accepten på markedet.

Væksten har været stabil og styret, og i dag er vi der, hvor vi skal være foreløbigt. Vi har mulige opgaver nok til at kunne ansætte yderligere 2-3 mennesker her og nu, men vi har valgt, at vores vækst skal ske på et andet felt lige nu. Vi vækster internt – nemlig ved at kompetenceudbygge og kvalitetsforbedre det, vi allerede kan. Lykken er ikke nødvendigvis ligefrem proportional med antallet af ansatte, og derfor meldte vi os allerede for flere år siden ud af vores branches “begær” efter at måle succes i antal medarbejdere.

I begyndelsen af dette årtusinde var aviserne fulde af historier om nye reklamebureauer, og mange af dem meldte hårdt ud: “I dag er vi fire – om et år er vi 15″ og den slags. Jeg kan ikke huske dem alle, men de af dem, jeg kan huske, er døde i dag. Jeg savnede dengang – og gør det stadig lidt i dag – at høre vækstmål formuleret med kundernes succes som fundament.

Vi har den store ære at have beholdt flertallet af de kunder, der i bureauets første og svære år var med til at sikre vores eksistens. Faktisk er firmaets aller første kunde stadig med os. Det er vi stolte af, og det er på deres og vores nye kunders succes, vi benchmarker os selv. For når alt kommer til alt, er vores eksistensberettigelse ene og alene den værdi, vores kunder faktuelt får på baggrund af vores arbejde. Vi kan ikke leve af diverse priser fra Cannes og andre, mindre eksotiske steder, hvis vores kunder ikke får plus på bundlinien af det, vi laver.

Nå – det er jo bare ord. Virkeligheden er, at Concept Interest er navigeret fra det lille kontor i Aalestrup til et moderne reklamebureau med kunder i den absolutte superliga. I dag servicerer vi både mindre iværksættervirksomheder og helt store spillere som f.eks. dansk/amerikanske Brightpoint, offentlige institutioner som Indenrigsministeriet og alle mulige andre, der vil ses, høres og opleves.

Undervejs blev vi (sandsynligvis) det første reklamebureau i Danmark, der tog søgemaskineoptimering ind som et produkt. Dengang i 2000 så vi, at det var her, fremtiden blev tegnet. Vi nåede også at være det første reklamebureau i Danmark, der fik en kunde ind på hele omslaget på MetroXpress. Og vi nåede meget mere. Gennem årene har forskellige kreative mennesker været ansat her, og de fleste af dem har bidraget positivt og stærkt til det, der i dag er Concept Interest. Med det team, der regerer her i Ladelund i dag – og vores trofaste freelancere – sidder vi med noget, vi selv opfatter som et “Dream Team”. Derfor skal alle Concepterne have et lige så stort tillykke med dagen, som selve firmaet skal.

De næste 8 år? Tja – som jeg plejer at sige: “Tiden er klog”, så lad os tales ved om den sag engang i 2015.

Rosenstand out!

Kan et stærkt brand holde til hvad som helst?

Saturday, 29. September 2007 - 15:01 af Thomas Rosenstand

McDonalds vil opbygge nyt image med designermøbler fra Arne Jacobsen. Kunderne hos McDonalds skal have lyst til at blive hængende længere, læse avisen og drikke en kop kaffe, der er fremstillet bæredygtigt. Alt sammen udmærkede ideer – omend jeg har det lidt svært med at sætte de friturestinkende, smånussede og infernalsk støjforurenede burger joints sammen med tilbagelænet stil, Børsen slået op på aktiekurserne og et lettere verdensfjernt blik gennem dampen fra colombiansk højlandskaffe.

Læs resten af historien »

Sælg mere – kald varen det, kunderne ønsker!

Saturday, 22. September 2007 - 15:44 af Thomas Rosenstand

Nogle gange oplever vi i reklameverdenen (og i salgsverdenen), at der er langt mellem producentens betegnelser på en vare eller en service og det, kunderne ønsker, den skal hedde. Det blev jeg mindet om forleden i forbindelse med et projekt for en kunde, og det fik mig til at tænke på en historie fra dengang, jeg var yngre, verden var enkel, sommeren altid lun og mobiltelefoner hed noget med NMT og kostede mindst 10.000 kr. plus moms. Den historie vil jeg dele med jer, for den er lige så relevant i dag som dengang – og den vil med garanti kunne hjælpe nogle til mere salg.

Læs resten af historien »

Hvad laver de lige nu i det jyske reklamebureau?

Friday, 21. September 2007 - 00:18 af Thomas Rosenstand

En gammel bekendt mindede mig i dag om, at vores weblog hedder “Livet i et reklamebureau” – og at der måske mangler lidt historier om netop det. Det kan han jo have ret i, og det vil vi da fluks rette op på.

Du kan derfor i nedenstående læse om bl.a.: Et samarbejde med en kendt tidligere tv-vært, en ekstrem damphammer løs i bureauet, den gamle Rosenstand undrer sig, en videnskabelig opdagelse og læren om “sidste øjeblik”.

Læs resten af historien »

Nøgne piger i Tjekkiet

Monday, 17. September 2007 - 00:11 af Thomas Rosenstand

Nøgne piger i Tjekkiet? Måske studser du lidt over den overskrift – men har du blot én gang kørt ad E55 fra den tysk / tjekkiske grænse ved Zinwald og ned ad bjerget gennem Dubi by, ved du, hvad jeg mener. Den strækning glemmer man ikke så nemt, vel?

Nuvel – dette indlæg handler slet ikke om nøgne piger. Til gengæld handler det om Tjekkiet og dermed om et land i fuldt firspring fremad! Overskriften med de nøgne piger i Tjekkiet har en forklaring: Det er lidt “in” for tiden at benytte sig af fangende overskrifter i weblogs. Og alle ved jo, at jeg er meget “in”…

Læs resten af historien »